EMNER

Præget af smålighed

Jeg sad og så Folketingets åbningsdebat, og jeg havde sat mig for, at jeg for én gangs skyld ville forsøge at lytte med et åbent sind til Pia Kjærsgaard, hvis hun meldte sig på talerlisten.

Grunden til, at jeg netop fokuserede på det, var, at jeg efterhånden var så farvet af mine egne fordomme i forhold til hende og hendes standpunkter, at jeg mente, at det måske var en måde at se det lidt mere nuanceret på, et ærligt forsøg på at forstå baggrunden for deres holdninger. På et tidspunkt kom Pia Kjærsgaard så på talerlisten for at stille spørgsmål til S' ordfører Magnus Heunicke. Det første, hun udtrykker, er et mishag over, at de nyudnævnte ministre ser så fornøjede og virkelystne ud, herefter anvender hun sin taletid på at nedgøre den nye regering. Allerede her kom mine gode intentioner til kort - jeg hørte ikke ret meget mere af det, da jeg i stedet begyndte at spekulere på, hvorfor hun var så indigneret over, at de nyvalgte så glade ud over deres nyudnævnelse, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på, hvordan Pia Kjærsgaard selv lod sig hylde på valgaftenen og solede sig i partivennernes klapsalver, ligesom jeg ved flere lejligheder har set hende gøre det ved partiets landsrådsmøder. Senere kom Pia K. selv på talerstolen for at fremlægge sit partis syn på det nye regeringsgrundlag. Noget af det første, hun gjorde, var at kritisere den nye regerings udlændingepolitik, hvilket jo var fair nok, da enhver kunne regne ud, at den er i modstrid med DF's politik på området. Der, hvor kæden hoppede af, var, da hun betegnede flygtninge/indvandrere som en "dødvægt" for det danske samfund. Igen skete der det, at jeg ikke hørte yderligere af hendes indlæg, da jeg nu begyndte at spekulere på, hvad der kunne ligge bag, at man betegner andre mennesker så nedladende, oven i købet mennesker i nød. Det er nu gået op for mig, at de to udsagn for så vidt hænger helt fint sammen, og jeg tror, at de begge er et udtryk for, hvem Pia K. er som person. Den indignation, hun udtrykte over for de nye ministres glæde, tror jeg hænger sammen med skuffelsen over, at hun nu har mistet den afgørende indflydelse på regeringsmagten, og den er således et udtryk for en grundlæggende smålighed, der ikke tillader hende at glæde sig på andres vegne, medmindre hun selv opnår noget derved. Hendes betegnelse af flygtninge/indvandrere som en "dødvægt" er vel egentlig en projektion af hendes eget partis belastning for samfundskassen. De er efterhånden en del folketingsmedlemmer, der hæver en god månedlig gage uden at lave dagens gerning så at sige. De har ingen selvstændig politik udover at gøre livet surt for flygtninge/indvandrere og herudover at forsøge at få en ældrecheck vedtaget med jævne mellemrum, ellers snylter de blot på Venstres økonomiske politik samt på Israels udenrigspolitik. Jeg har således stor forståelse for, at de tror, at alle andre, der kommer hertil, er en trussel mod deres løncheck, - som bekendt tror tyv, at hver mand stjæler. Denne måde at reagere på over for "fremmede" mindede mig om, hvorledes alkoholiske kontanthjælpsmodtagere ofte sidder på den billige stamknejpe på dagen for udbetaling af kontanthjælpen og nedladende diskuterer de "stakkels hjemløse alkoholikere", der sidder på bænken og drikker deres billige høkerbajere eller de snyltere, der kommer hertil fra udlandet og ikke engang gider arbejde eller lære dansk. Hvorfor minder de mig om disse kontanthjælpsmodtagere? Jo, ved det seneste valg har det vist sig, at DF's nuværende og forhenværende folketingsmedlemmer efterhånden får deres nære familiemedlemmer opstillet og indvalgt i Folketinget uden noget forudgående politisk virke - det er jo heller ikke nødvendigt, når man ikke har nogen politik, herved bliver det blot en avanceret kontanthjælp, man kan hæve foruden alle de goder, såsom fri transport det også giver adgang til. Jeg tror, at de med endnu større patos kunne synge med på deres partisang, hvis de ændrede teksten en smule fra "herfra min verden går" til "fra smålighed min verden går".