Prægtige patter præger skuet

Færre landmænd, færre katalognumre på årets dyrskue i Nibe

Flere end 100 dyr tropper op, og de sortbrogede er i overtal. Nogle af stamgæsterne på Nibe Dyrskue har dog solgt deres mælkekvoter, og salget nedsætter antallet af malkekvæg.

Flere end 100 dyr tropper op, og de sortbrogede er i overtal. Nogle af stamgæsterne på Nibe Dyrskue har dog solgt deres mælkekvoter, og salget nedsætter antallet af malkekvæg.

NIBE:Livsydelserne fra to super-køer er mere end nok til at dække en dags behov for mælk hos Det nye Aalborgs næsten 200.000 indbyggere. Ved fristens udløb har landmænd og stutterier tilmeldt 113 dyr til bedømmelse på lørdagens dyrskue i Nibe, og det er et fald på 11 sammenlignet med sidste år. - Nogle har solgt mælkekvoterne. Der er simpelhen færre landmænd sammenlignet med sidste år (1089 bedrifter i 2005 red.), forklarer medlem af dyrskue-komiteen, landmand Evald Kristensen, Sønderholm. - I det perspektiv er 113 tilmeldte ikke så ringe endda. Det nye Aalborg er repræsenteret af dyr fra kommunerne Aalborg - fortsat den største landbokommune i Nordjylland, men uden dyrskuer de senere år - Nibe og Sejlflod, mens Hals glimrer ved sit fravær. Til gengæld fylder Vesthimmerland særdeles pænt i programmet. For første gang i Nibe optræder kostbare heste af racen Friesere. Repræsenteret af hopper fra Stutteri Hyllested Østergaard i Suldrup, og samlet 18 heste er meldt klar til start. Kødkvæget omfatter 18 styk, men det er fortsat malkekvæget, der dominerer: to rødbrogede, 14 jersyer, og 57 sortbrogede dansk malkerace. Det er dog færre end sidste år. - Det er især nogle af de ellers trofaste deltagere fra Nibe-egnen, der har stoppet mælkeproduktionen, konstaterer Evald Kristensen. Viceborgmester, landmand og kommende rådmand, Tina French Nielsen, (V) åbner dyrskuet, der er arrangeret af Hobro-Aalborg Landboforening og Nibe Håndværkerforening. Ved siden af dyr til bedømmelse byder dette års udgave på kaniner og traktorer, en landbrugsudstilling, ponyridning, Nibe Square Dance, Nibe Harmonikaklub, og mini-traktor-træk med landboungdom.