Prægtige tyre og køer til skue i Hobro

Hobro Dyrskue holder stand med omkring 350 dyr og viser nogle af de bedste

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På dyr­sku­et næs­te lør­dag ud­stil­les 127 styk­ker mal­ke­kvæg.ar­kiv­fo­to: lars pau­li

HOBRO:Kendere og lægfolk kaster næste lørdag beundrende blikke på landets prægtigste angustyr. De kan også studere flotte yvere og kræ i letvægtsklassen. Hobro Dyrskue byder på lidt af hvert fra branchen med produktionsdyr og hobbydyr. Blandt de firbenede er flere topdyr. Henrik Madsen fra Gistrup udstiller sin angustyr, som vandt prisen som bedste tyr ved landsskuet i Herning. Og fra Kim Lykkegaard Andersen, Skærshale ved Simested, kommer landsskuets bedste hundyr. Dyrskuesekretær Morten Ege Thomsen melder om status quo eller fremgang inden for alle racer. Det betyder, at skuet samlet kan vise cirka 350 større dyr frem. De fordeler sig med 127 stykker malkekvæg, knap 90 stykker kødkvæg, 87 heste og 44 får og geder. Flere røde køer Blandt malkekvæget er den sortbrogede (dansk holstein) fortsat mest dominerende. Men dansk, rødbroget holstein bliver også repræsenteret med 12 dyr, ligesom kvægbønder stiller op med 24 røde køer. Sidstnævnte race er i fremgang, efter at den for få år siden nærmest blev erklæret for truet og tæt på udryddelse. - Den røde ko er meget populær igen. Den har nogle sundhedsmæssige kvaliteter, som mange bønder godt kan lide, siger kvægkonsulent Morten Ege Thomsen. Blandt hestene er især fjordheste og shetlændere i overtal. Traditionelt er det racernes flotteste repræsentanter, der stiller op til dyrenes skønhedskonkurrence. Så præmier lander kun på de noget nær perfekte - Alle dyr bliver bedømt af kompetente dommere. F.eks. har Erik Hansen og Søren Christensen netop været dommere for en større udstilling i Tyskland for de sortbrogede og de rødbrogede dyr, fortæller Morten Ege Thomsen. Som sædvanligt kæmper udstillerne om æren plus en stor samling af flotte præmier doneret af sponsorer med tilknytning til Hobro-egnen eller til landbruget. Penge og politik Man behøver ikke være ekspert i at bedømme et godt yver for at gå til dyrskue i Hobro. Det byder også på en stor buket andre udstillinger lige fra pengeinstitutter, møbelbutikker og fagforeninger til politiske partier - Dyrskuets målsætning er at knytte og fastholde de bånd, de er mellem land og by. Samtidig er det stedet, hvor den professionelle landmand kan måle sig i forhold til kollegerne, siger Thorkil Brandt-Pedersen, formand for Hobro Dyrskue. Det store maskineri køres i stilling på maskinudstillingen, hvor markmaskiner, staldinventar, men også redskaber til have og park kan besigtiges. Dyrskuet åbner klokken 8 lørdag morgen. Der serveres gratis rundstykker til de første 200 gæster, der kommer inden klokken 10. Klokken 8.45 hejses flaget, og årets dyrskuetale holdes af Jan Stistrup, der er formand for Hobro-kredsens Familiebrug.