Præsident: Jeg vil ikke lovprise systemet i Vietnam

Thorning er bekymret for ytringsfriheden i Vietnam. Der findes ikke noget perfekt system, svarer præsidenten.

Præsident: Jeg vil ikke lovprise systemet i Vietnam

Det var ikke kun samhandel og vækst, der blev drøftet, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag mødtes med Vietnams præsident, Truong Tan Sang.

Thorning rejste også spørgsmålet om menneskerettigheder, hvor det kommunistiske styre i Vietnam kritiseres for censur og forfølgelse og fængsling af systemkritikere.

- Vi kom også i dag ind på en dialog om menneskerettigheder. Og jeg rejste det også, da jeg besøgte Vietnam sidste år, siger Thorning på et fælles pressemøde med præsidenten.

- Der er ikke nogen tvivl om, at EU og Danmark følger menneskerettighedsudviklingen i Vietnam meget tæt. Vi har åbne og ærlige diskussioner med Vietnam om menneskerettigheder på regelmæssig vis.

- Mens udviklingen på nogle områder er positiv, så er der områder, hvor EU udtrykker stærk bekymring - omkring ytringsfrihed i relation til medierne i Vietnam. Men som I kan høre, så er det noget, vi diskuterer åbent og ærligt, fortsætter hun.

Præsident Truong Tan Sang understreger, at Vietnam ikke kun arbejder med økonomiske reformer, men også med at styrke "den politiske platform" for befolkningen.

- Jeg vil ikke lovprise systemet i Vietnam. Selvfølgelig har vi fortsat defekter. Men der er også lyspunkter, siger præsidenten.

Han peger på, at der er 30 millioner internetbrugere, omkring fire millioner bloggere, 200 tv-kanaler, 700 aviser og 17.000 journalister i Vietnam.

Amnesty International har i flere rapporter dokumenteret, at systemkritikere og bloggere idømmes langvarige fængselsstraffe i Vietnam, hvis de kritiserer styret.

- Vietnam gør sig skyld i alvorlige brud på menneskerettighederne ved at forfølge systemkritikere og oppositionsfolk med bål og brand og ved at have en internetcensur, der matcher Kinas undertrykkelse af det frie ord, siger Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International.

Præsidenten siger, at han vil fortsætte med at arbejde for forbedringer i Vietnam.

- Ligesom jer har jeg store forhåbninger, men jeg tror ikke, der findes noget perfekt system, siger Truong Tan Sang, der også forsvarer de kritiserede fængslinger:

- Jeg håber, I forstår situationen i Vietnam. Hvis man bryder loven, så kommer man i fængsel. Det gælder for alle. Loven er ens for alle.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst