Præsident Kagames regeringsparti står til storsejr i Rwanda

FPR står til at få 70 procent af stemmerne ved Rwandas parlamentsvalg. Seks millioner ventes at have stemt.

Ritzau
Rwandas præsident, Paul Kagame, har i praksis styret landet siden 1994, men blev først formelt valgt til præsident i 2003. Foto: Jekesai Njikizana/arkiv/Ritzau Scanpix
Valg og folkeafstemninger 4. september 2018 04:40

Rwandas præsident Paul Kagames parti, Rwandas Patriotiske Front (FPR), ser som ventet ud til at komme styrket ud af mandagens parlamentsvalg.

Således står regeringspartiet til at få 70 procent af stemmerne ved valget. Det svarer til, at FPR sammen med partiets allierede står til at få 53 af parlamentets 80 pladser.

Det viser foreløbige tal fra valgmyndighederne i landet.

De resterende 27 pladser er forbeholdt kvinder, unge og handicappede. Disse vælges af særlige råd og nationale udvalg.

Lederen af Rwandas Demokratiske Grønne Parti, Frank Habineza, håber, at partiet får mindst ti pladser i parlamentet.

- Trods adskillige udfordringer har vores parti momentum over hele landet. Vi håber at vinde mindst ti pladser, siger han.

Rwandas Demokratiske Grønne Parti er det eneste kritiske oppositionsparti, der har fået lov til at stille op til valget.

Ved sidste års præsidentvalg sikrede Frank Habineza sig blot 0,45 procent af stemmerne. Under valgkampen var der strenge restriktioner for oppositionspartier, der kun blev givet tre uger til at føre valgkamp.

Mandag åbnede valgstederne klokken syv om morgenen lokal tid og lukkede klokken fem om eftermiddagen.

- Valgdeltagelsen er så høj, som vi forventede, og valget blev gennemført fredeligt. I alt forventer vi, at over seks millioner vælgere vil stemme, herunder mange unge, som stemmer for første gang, siger formand for landets valgkommission Charles Munyaneza.

I stedet for at stemme på individuelle kandidater stemmer de rwandiske vælgere på partier, som derefter vælger, hvilke kandidater der skal i parlamentet.

Det var ventet, at et stort flertal af vælgerne i Rwanda endnu en gang ville pege på Paul Kagames regeringsparti.

Han var kun 36 år, da hans oprørsgruppe, Rwandas Patriotiske Front, stoppede ekstremistiske hutustyrker efter folkedrabet i 1994. Folkedrabet kostede 800.000 mennesker - hovedsageligt tutsier - livet.

Rwandas Patriotiske Front blev siden omdannet til det tutsidominerede parti.

Paul Kagame har i praksis styret Rwanda siden 1994, men blev først formelt valgt til præsident i 2003. Han blev genvalgt for yderligere syv år i 2010 og derefter igen sidste år. Her vandt han 98 procent af stemmerne.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...