Præsident Tusk foreslår ekstra topmøde om britisk EU-farvel

EU's stats- og regeringschefer skal i Salzburg drøfte, om der er brug for et ekstra topmøde om brexit.

Skilsmissen mellem Storbritannien og EU er lang og smertefuld - og forhandlingerne trækker ud.

EU-præsident Donald Tusk lægger i sin invitation til et topmøde i Salzburg onsdag og torsdag op til, at der kan holdes et ekstra topmøde om brexit i november.

- Vi skal drøfte, hvordan vi organiserer den sidste del af brexit-forhandlingerne, herunder muligheden for at indkalde til et ekstra topmøde i november, skriver Tusk.

Aktuelt er der et par store knaster i processen. Den største er, hvordan man skal håndtere grænsen til EU-landet Irland.

I juni 2016 stemte et snævert flertal af de britiske vælgere for, at Storbritannien skal forlade EU.

Siden blev den formelle udmeldelse via EU-traktatens artikel 50 aktiveret, og briterne forlader formelt unionen 29. marts næste år.

Parterne er blevet enige om en overgangsperiode frem til udgangen af 2020. Briterne vil i den periode stå uden for politisk indflydelse, men mange af medlemskabets betingelser vil fortsat gælde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.