Nigeria

Præsident vil vende tilbage

NIGERIA:Mens tusindvis af mennesker demonstrerer for et magtskiftet i Nigeria har landets sygdomssvækkede præsident, Umaru Yar'Adua, efter syv ugers tavshed sagt til BBC, at han vil genoptage sine pligter, når han forlader et hospital i Saudi-Arabien. Der har været fremsat mange spekulationer om den 58-årige præsidents tilstand, og der har været rapporter om, at han var døende. Men han siger, at han er i bedring. - Jeg er for øjeblikket under behandling, og jeg får det bedre. Jeg håber, at jeg snart vil gøre så mange fremskridt, at jeg kan vende hjem, siger Yar'Adua over telefonen til BBC. Der er opstået et magtvakuum under hans fravær, og mange har rettet hård kritik mod den syge præsident i Afrikas folkerigeste nation, og mange har sagt, at han er ude af stand til at regere igen. Præsidentens talsmand sagde mandag, at Umaru Yar'Adua er i bedring efter at være blevet behandlet i Saudi-Arabien for en "hjertelidelse". - Præsidenten lever og er faktisk i bedring, siger talsmanden, Olusegun Adeniyi. /ritzau/AFP