EMNER

Præsidentens parti vinder valget i Georgien

Tbilisi: Georgiens provestlige præsidents parti vandt parlamentsvalget stort, men oppositionen nægter at anerkende resultatet. I går oplyste valgkommissionen, at Den Forenede Nationale Blok vandt valget med 59,5 procent af stemmerne. Ifølge tidligere tal fik oppositionens største blok kun 18 procent af stemmerne, og oppositionen anklagede præsident Mikhail Saakasjvili for at have fikset resultatet i det østeuropæiske land. På grund af landets valgsystem får Saakashvilis parti 120 af parlamentets 150 pladser. Politiske spændinger mellem Rusland og Georgien har skabt knas i valget. Georgien forsøger at bevare overherredømmet over de to prorussiske provinser Abkhasien og Sydossetien. Samtidig bejler den tidligere sovjetrepublik til den vestlige forsvarsalliance NATO. EU kommissæren for eksterne relationer Benita Ferrero-Waldner mener, at valget er tegn på "betydelig fremgang," mens EU-formandskabets slovenske udenrigsminister Dimitrij Rupel kaldte resultatet for "opmuntrende." Mikhail Saakasjvili blev tilbedt som en demokratisk reformist ved sin tiltræden som præsident i 2004, men blev i november kritiseret for at knuse oppositionens demonstrationer, lukke en kritisk tv-station og kortvarigt erklære undtagelsestilstand. /ritzau/AFP