Præsidentvalget i Mali er plaget af vold og trusler

Vælgerne blev forhindret i at stemme til præsidentvalget ved flere valgsteder i det voldsplagede Mali.

30.000 sikkerhedsvagter ved valgsteder landet over kunne ikke forhindre voldelige hændelser i at plage søndagens præsidentvalg. Foto: Issouf Sanogo/Ritzau Scanpix

30.000 sikkerhedsvagter ved valgsteder landet over kunne ikke forhindre voldelige hændelser i at plage søndagens præsidentvalg. Foto: Issouf Sanogo/Ritzau Scanpix

Søndagens præsidentvalg i Mali var præget af vold, trusler og påsatte brande.

Flere valgsteder forblev lukket på grund af sikkerhedsproblemer, skriver nyhedsbureauet AFP.

Stemmeoptællingen er søndag aften gået i gang og skal afgøre, hvorvidt præsident Ibrahim Boubacar Keita vinder endnu en periode på posten.

30.000 sikkerhedsvagter var sat ind ved valgsteder landet over, men alligevel blev der rapporteret om flere voldelige hændelser under valghandlingen.

Bevæbnede mænd satte blandt andet ild til flere valgsteder.

Og i den nordlige region Kidal blev valget afbrudt af militante grupper, der affyrede 10 morterbomber, oplyser FN-talsmand Oliver Salgado. Ingen kom dog til skade.

Sådanne hændelser er blevet hverdag i perioden op til præsidentvalget, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge malisk stats-tv blev i alt 105 valgsteder forhindret i at åbne.

Et andet estimat lyder på, at 644 af de i alt 23.000 valgsteder i landet ikke kunne åbne, oplyser talsmanden for Soumaila Cisse, der anses som den største udfordrer til den siddende præsident.

- Vi har opfordret dem (regeringen, red.) til at oplyse, i hvilke områder det var umuligt at afholde valg. Vi har endnu ikke fået et svar, siger talsmand Tiebile Drame på en pressekonference.

Valgobservatører fra EU har ligeledes opfordret regeringen i Mali til at offentliggøre, hvilke valgsteder der forblev lukket.

Volden i landet er blevet forværret drastisk, siden Keita kom til magten for fem år siden, skriver Reuters.

Spændinger mellem rivaliserende etniske grupper er almindelige i det vestafrikanske land.

Al-Qaeda-tilknyttede ekstremister har siden 2015 regelmæssigt angrebet sikkerhedsstyrker og en fredsbevarende FN-mission i landet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.