EMNER

Præst har sagt op efter sms-sag

Sognepræst i Brønderslev, Claus Muld har søgt sin afsked. Det oplyser biskop Henning Toft Bro i en pressemeddelelse fredag middag.Opdateret klokken 13.24

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Claus Muld har indsendt sin afskedsansøgning.Arkivfoto

- Det meddeles hermed, at sognepræst Claus Muld, Brønderslev-Serritslev Pastorat 8. december 2011 har indsendt sin afskedsansøgning til undertegnede, og at jeg har taget denne til følge, lyder det. En anden præst vil indtil videre overtage Claus Mulds opgaver. - Indtil der er ansat en ny præst i pastoratet, har jeg konstitueret en præst, som varetager alle embedets funktioner, så menigheden får den præstelige betjening de har krav på, skriver biskoppen. Claus Muld blev for nylig fritaget for tjeneste, og hverken menighedsråd, provst, biskop eller Kirkeministerium ønskede at fortælle hvorfor og har henvist til, at det er en personalesag. Som tidligere fortalt bekræfter flere forældre over for NORDJYSKE, at der er tale om en sms fra præsten til en 13-årig konfirmand, og det er indholdet af denne sms, der har fået biskoppen til at fritage Claus Muld for tjeneste. Det er ikke lykkedes NORDJYSKE at komme i kontakt med biskoppen fredag. Provst Yvonne Nielsen Alstrup fortæller, at menigheden nok skal få mulighed for at komme i kirke i julen. - Vi har en vikar konstitueret, og opgaverne vil blive løftet, så menigheden kan blive tilfredse her i julen, siger hun. Provsten kan heller ikke udtale sig om sagens indhold. - Jeg kan ikke sige mere, end at jeg er rigtig ked af det på alles vegne. Jeg synes, det er synd for menigheden, at de skal igennem det her i juletiden, men der bliver ro på, og vi skal nok få fordelt opgaverne, så alle får en god jul, både præster, medarbejdere og menighed, siger Yvonne Nielsen Alstrup, der peger på, at man nu kigger fremad. - Nu rykker vi sammen og kigger fremad som kirke, og det er vi gode til. Jeg skal nok gøre, hvad jeg kan for at vi kommer ordentligt videre, siger hun. Vikaren bliver ved at være der indtil stillingen skal slås op og bliver besat - på den anden side af nytår. Det er heller ikke fredag lykkedes NORDJYSKE at komme i kontakt med Claus Muld selv - han oplyser på telefonsvareren i Brønderslev Præstegaard, at han ikke træffes for tiden og henviser til provst og kirkekontor.