EMNER

Præst opgiver sine sogne

Menighedsråd ville ikke lade Lisbeth Baggesen flytte fra præstegården og fortsætte som præst.

Lisbeth Baggesen stopper som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker efter tre år. Hun er glad for arbejdet, men er rent menneskeligt aldrig faldet til i Vrensted Præstegård. Arkivfoto: Henrik Louis

Lisbeth Baggesen stopper som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker efter tre år. Hun er glad for arbejdet, men er rent menneskeligt aldrig faldet til i Vrensted Præstegård. Arkivfoto: Henrik Louis

Lisbeth Baggesen kan ikke holde ud at bo i Vrensted og stopper derfor som sognepræst i Vrensted og Thise sogne. - Hun har ikke lagt skjul på at hun har følt sig meget ensom. Hun trives godt som præst, men hun trives ikke menneskeligt, forklarer provst Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har ansøgt om at fraflytte sin tjenestebolig, Vrensted Præstegård, og beholde jobbet, men menighedsrådene har ikke ønsket at give hende dispensation. Bopælspligt - Embedet var slået op med bopælspligt, så det vidste hun da hun søgte stillingen, og hun forventede selvfølgelig at falde til, men sådan gik det ikke, konstaterer Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har sagt op og fratræder med udgangen af oktober. Hun skulle have holdt afskedsgudstjenester i Vrensted og Thise kirker i går, men de blev aflyst i sidste øjeblik, og Lars-Erich Stephansen overtog de to gudstjenester. - Efter at hun har besluttet sig for at stoppe er det blevet for belastende for hende at prædike, og det er også derfor at hun har frabedt sig afskedsgudstjenester. Så hun er ude af tjeneste - formelt sygemeldt, oplyser provsten. Det er sædvanligt at et præsteembede står ledigt i et stykke tid, når en præst stopper, så der kan gå et stykke tid, før Vrensted og Thise sogne får en ny præst, fortæller Lars-Erich Stephansen. Formanden for Vrensted Menighedsråd, Jens Juhl, vil ikke udtale sig ret meget om sagen. - Lisbeth trives ikke i Vrensted og har haft en del fravær, bekræfter han. - Det er kedeligt for alle parter, men der kunne ikke findes en løsning. Bopælspligten har været drøftet i begge menighedsråd, men det har ikke vundet gehør. Vi har den holdning, at når vi har præstegården, skal præsten også bo der, siger Jens Juhl. Fredsvalg At præstens afsked falder sammen med valget til menighedsrådet, giver ikke problemer. Der er fredsvalg i Vrensted og det betyder, at det kommende menighedsråd allerede er dannet. To medlemmer er blevet skiftet ud, mens resten fortsætter, heriblandt Jens Juhl. - Vi forventer at stillingen besættes hurtigst muligt og det er hvad vi vil arbejde på. Men det er noget biskoppen styrer. Der sker ændringer i pastoraterne for tiden og det kan vi godt risikere at komme ind under, siger Jens Juhl. Indlæg i lokale ugeaviser - Kære Vrensted og Thise sogne. Jeg vil hermed gerne takke af som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker. Hjerteligt tak for 3 velsignede år. Sådan skriver sognepræst Lisbeth Baggesen i et indlæg i de lokale ugeaviser. Den afgående sognepræst skulle have holdt afskedsgudstjenester i går i både Vrensted og Thise kirker, men valgte i stedet at tage en utraditionel afsked med sine sognebørn gennem ugeaviserne. - Tak for den tillid, varme og venlighed, I viste mig fra den første dag. Tak for de mange gode stunder, vi har delt - både de glade og lyse, men også de mørke og triste. Det har været en fornøjelse og en ære at være jeres præst, og det er med stort vemod, jeg forlader stillingen, skriver Lisbeth Baggesen videre. Hun forklarer, at hun ikke har befundet sig godt i præstegården og udtrykker ønske om en mere fleksibel bopælspligt for præster i fremtiden. - Det er trist, at vi ikke fandt en løsning på det område. Jeg vil imidlertid altid se tilbage med glæde og taknemmelighed på min tid i Vrensted og Thise. Der er ingen steder, jeg hellere ville være præst, slutter Lisbeth Baggesen. NORDJYSKE Medier har forsøg at træffe sognepræsten for at få en kommentar til hendes fratrædelse, men det er ikke lykkedes.