Præst, poet og politiker fylder rundt

Peter Bandholm ser tilbage - og frem - på et usædvanlig aktivt liv

ASAA:Det giver en enorm frihed at fylde 60 år. Som velfærdssamfundet er indrettet, kan du jo sige: Nu gider jeg ikke mere. Det er en utrolig frihed, som også er forbundet med, at du nærmer dig smertegrænsen for dit aktive liv, siger sognepræst og byrådspolitiker Peter Bandholm. I dag fylder han de magiske 60 år, men han har ingen intentioner om at skrue ned for aktiviteterne lige foreløbig. - Nu tager jeg et år ad gangen, siger han. Foreløbig kan han se tilbage på godt 24 år som sognepræst i Asaa og næsten 22 år som byrådspolitiker, valgt for partiet Venstre. To krævende jobs, der tilsammen nærmest kræver, at døgnet har 48 timer. Men det hænger sammen. - Når man har meget at se til, lærer man at disponere sin tid. Du skal vælge og tilsidesætte. Det går ud over nogle mennesker, og det har især været familien, siger Peter Bandholm. - Det er jeg ved at råde bod på overfor børnebørnene. For at dulme den dårlige samvittighed over for mine egne børn. Men du kan jo ikke trække fortiden frem og gøre det bedre. Fortid som journalist Det var ellers en helt anden karriere, Peter Bandholm lagde ud med, efter at han i 1962 forlod Frederikshavn Gymnasium med den hvide hue på hovedet. Han kom i lære som journalist på det daværende Vendsyssel Tidende og havde efter endt uddannelse en årrække en stilling som lokalredaktør på Fyns Tidende. Blandt hans stofområder var kirkestoffet, og det bragte ham til den erkendelse, at det var teolog, han ville være. Og for ham er der en sammenhæng mellem de to fag, ligesom der også er det mellem præstegerningen og det politiske virke. - Det var jo også menneskelige problemer, man havde med at gøre som journalist. Til en start kombinerede han da også de to ting. Han finansierede sit studie ved fortsat at arbejde som journalist, og da han i 1979 begyndte i sit embede i Asaa, havde han i begyndelsen orlov fra den Fynske Bladfond. Peter Bandholm havde ikke været længe i Asaa, før han blev valgt ind i byrådet. Han er formand for børne- og kulturudvalget og politisk ordfører. Han elsker at være med, hvor beslutningerne træffes og at have med mennesker at gøre. - Mit hjerte banker for de svage. For børn og ældre siger han. - Og jeg har så forfærdelig svært ved at se de dårlige sider i folk. Der er dog nogen, hvis dårlige sider, han kan få øje på: - Dem, der gerne vil være ufejlbarlige, vil være Vor Herres stedfortrædere, dem foragter jeg. Servicekirken Trods det sociale engangement, har Peter Bandholm holdt fingrene fra socialudvalget. Og det har sin forklaring. - Så ville jeg komme til at sidde som gidsel med et mini-socialkontor i præstegården, siger han. Men der kommer mange alligevel. Med alle mulige problemer. Måske skal de bare have hjælp til at tyde et ulæseligt brev fra en offentligmyndighed. Men der er også dem, der kommer for at snakke om livets svære problemer. - Kirken er blevet en servicekirke. Præstegerningen i dag er ikke kun at tage sig af det åndelige. Folk har meget brug for nogen, der lytter. Vi har tavshedspligten og det sociale engagement. Og så er vi væsentlig billigere end psykologen, siger Peter Bandholm. - Folk har ikke behov for at søge kirken. De har behov for at blive lyttet til, og det synes jeg, er helt fint, siger han, men tilføjer dog i samme åndedrag, at vi bliver fattigere og fattigere, når vi giver køb på det åndelige. Den tredie alder - Jeg har da forhåbentlig fået tilrettelagt den tredie alder, så jeg ikke går til i druk, siger Peter Bandholm, der har flere ideer til, hvordan han vil slutte sit liv, når engang han slipper præstegerningen og politikken. - Jeg har en forventning om, at hvis jeg stopper, inden jeg er skinddød, kunne jeg godt tænke mig en retrætepost som journalist. Så er ringen jo sluttet. Han har holdt sig i skrive-træning blandt andet ved at skrive et utal af synspunkter til avisen. Og så har han udgivet en digtsamling. - Det kunne jeg godt forestille mig at fortsætte med, siger han og fortæller, hvordan han efterhånden har opnået en ekendelse af egne evner og mangel på samme. - Jeg har fået meget lort tilbage i hovedet. Dengang var det alle de andre, der var idioter. I dag kan jeg godt se, at det ikke var bedre værd. Når engang den tredie alder indtræder, kommer den til at foregå i Bandholm-familiens hus i Lyngsaa. En retrætepost, hvor de altid har tilbragt fritiden. Et ”udskejelsesliv med gamle kolleger og andre vilde mennesker”, kalder han det selv. - Jeg tror, det er vigtigt for præster at have et sted, hvor de kan slappe af og være sig selv.