Præst skifter fra landet til byen

Lisbeth Krogh Isaksen kommer til Nørre Tranders og Rørdal sogne

Søndag 1. marts 2015 tiltræder Lisbeth Krogh Isaksen som sognepræst ved Nørre Tranders og Rørdal sogne. Privatfoto

Søndag 1. marts 2015 tiltræder Lisbeth Krogh Isaksen som sognepræst ved Nørre Tranders og Rørdal sogne. Privatfoto

AALBORG:Søndag 1. marts 2015 tiltræder Lisbeth Krogh Isaksen som sognepræst ved Nørre Tranders og Rørdal sogne. Hun overtager stillingen efter Per Sørensen, som går på pension.

Lisbeth Krogh Isaksen kommer oprindeligt fra Thorsminde ved Ringkøbing. Hun er cand.theol. fra Aarhus Universitet. Som nyuddannet præst var Lisbeth Krogh Isaksen sognepræst i Vendsyssel i to år, og hun vender nu hjem til det nordjyske efter at have været landpræst en årrække i Ho-Oksby-Mosevrå sogn ved Blåvand.

Hun er spændt på for første gang at skulle være præst i et bysogn – blandt andet fordi det betyder, at hun nu får to kolleger at sparre med.

- Jeg har altid været landpræst, og jeg glæder mig meget til at få to teologer som daglige kolleger. Som landpræst er man vant til at sidde alene med mange af tingene, så jeg ser det helt klart som et plus, at jeg får kolleger, fortæller Lisbeth Krogh Isaksen.

- Vi er tre forskellige præster, og jeg forestiller mig, at vi har tre forskellige måder at gøre tingene på.

Der er muligvis andre udfordringer forbundet med at være præst i et bysogn end i et landsogn, men Lisbeth Krogh Isaksen tror på, at der tilsvarende også er mange flere ting, der kan lade sig gøre.

- Jeg synes, folk her har en dejlig mentalitet – den minder mig om den vestjyske. Området har meget at byde på, og jeg glæder mig til de muligheder, der følger med at arbejde i et bysogn. Så vidt jeg kan bedømme, så er Nørre Tranders et mangfoldigt sogn. Folk her kommer med meget forskellige baggrunde og lever forskellige liv, og det giver selvfølgelig også mange forskelligartede opgaver til mig. Så man kan sige, at viften bliver lidt bredere og byder måske på lidt anderledes arbejdsopgaver, end jeg har prøvet før. Det, synes jeg jo også, bliver interessant.

- Den måde, jeg altid har været præst på, er, at jeg gerne vil møde folk i øjenhøjde. Både i mine forkyndelser og mine almindelige dagligdags samtaler forsøger jeg at tale et sprog, som folk forstår. Der tror jeg nok, jeg har ry for at være ret jordnær, forklarer Lisbeth Krogh Jakobsen.

Menighedsrådsformand Ingelise Pedersen glæder sig til samarbejdet med den nye præst.

- Vi har ansat to nye præster inden for kort tid. I den forbindelse har vi selvfølgelig gjort os nogle overvejelser om, hvilke kompetencer de skulle have. Her har det stået højt på ønskesedlen, at den ene skulle have erfaring som sognepræst, og det får vi nu med Lisbeth Krogh Isaksen. Det er også vigtigt for os, at tærsklen til kirken ikke er for høj, og det harmonerer godt med Lisbeths tilgang til tingene.

Den officielle indsættelse i stillingen sker søndag 1. marts til højmesser i først Nørre Tranders Kirke kl. 9.30 og derefter i Rørdal Kirke kl. 11.30. Indsættelsen forestås af provst Christian Krüger, og alle er meget velkomne til at komme og hilse på den nye sognepræst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.