EMNER

Præst: Træk soldaterne hjem nu

Det er på tide, vi trækker følehornene til os, mener feltpræst og tidligere officer

KØBENHAVN:Nytteløs. Sådan karakteriserer feltpræst og tidligere officer Jørgen Christian Madsen beslutningen om at forlænge de danske styrkers ophold i Irak. - Vi bør trække os ud. Der er ikke mere, vi kan gøre. De udenlandske styrker virker som en rød klud på dele af befolkningen, og det er på tide at overlade landet til irakerne selv, siger Jørgen Christian Madsen, der var feltpræst i den danske Camp Danevang i Irak indtil slutningen af februar i år. Under den seks måneder lange udstationering oplevede Jørgen Christian Madsen, hvordan de danske soldater blev stadigt mere frustrerede i takt med at sikkerhedssituationen i landet blev forværret. - I starten var soldaterne meget entusiatiske og opmuntret af ledende stemmer i forsvaret. De troede, de skulle til Irak for at gøre en forskel. Men tvivlen meldte sig hurtigt sammen med vejsidebomberne, og soldaterne begyndte at spørge sig selv, hvad de overhovedet lavede der, fortæller Jørgen Christian Madsen, der typisk var sjælesørger for 5-10 soldater om dagen. Mange af dem dybt præget af angst og skyldfølelse. Snavset vej Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede tirsdag at forlænge de cirka 500 danske soldaters Irak-ophold. Indtil videre i 12 måneder. Oppositionen sagde nej, fordi de mener, at soldaterne er en del af problemet fremfor en del af løsningen. USA og Storbritanien har besluttet at begynde tilbagetrækningen allerede i år, men den danske regering fastholder, at de danske soldater skal blive i Irak, indtil irakerne selv kan overtage sikkerhedsopgaverne i landet. Jørgen Christian Madsen påpeger, at de udenlandske styrker har uddannet et stort antal irakiske politistyrker, men ser ingen tegn på en stabilisering af situationen i et land, der er ved at koge over af etnisk splittelse. - Irak har begivet sig ud på en meget snavset vej, der måske ender i en form for demokrati. Der er et opgør i gang, men det er et opgør, som irakerne selv må klare, siger han. Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen afviser tanken: - Det ville være helt forkert at trække soldaterne ud og blot lade irakerne slås. Vi har stadig en sikkerhedsopgave at varetage i Irak, siger han.