Præstegården i Elling bliver renoveret

Kom og se på byggeprojektet på lørdag

ELLING:Elling/Strandby menighedsråd er i gang med et større projekt med en totalrenovering af Elling Præstegård.

Den 118 år gamle præstegård er klassificeret som en bevaringsværdig bygning, - og dermed er der særlige regler for nænsom renovering.

- Menighedsrådet vil give alle interesserede i Elling/Strandby, og andre, der må have interesse i at se hvor langt vi er kommet med projektet, mulighed for at møde op lørdag d. 5. oktober klokken 10 til 12, fortæller Paul Bang, der er formand for byggeudvalget.

Der vil være fremvisning, hvor arkitekt Arne Hav fra Arki Nord, Henrik Aaen, Paul Bang og andre menighedsrådsmedlemmer vil være til stede for at besvare eventuelle spørgsmål.

Budgettet for renoveringen er på 5,3 millioner kroner.

Det er arkitektfirmaet Arki Nord, der har udarbejdet forslag til renoveringen - og styrer processen. Fra menighedsrådet er det kasserer Henrik Aaen, der styrer økonomien, og byggekyndig Paul Bang, der tilser byggeriet og deltager i de ugentlige byggepladsmøder.

I renoveringen er der tænkt meget på energi og miljø, herunder jordvarme, isolering under gulve og ventilation af alle rum m.v.

Lørdag vil regnskabet for 2012 også blive fremlagt.

Menighedsrådet er vært ved kaffe og rundstykker i Sognegården. Tilmelding er ikke nødvendig.

Renoveringen af Præstegården skal være færdig til den 1. februar næste år.

- Vi ser frem til, at rigtig mange vil vise interesse ved at møde frem, da både kirke, præstegård og præst jo er en vigtig del af lokalsamfundet, slutter Paul Bang.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.