EMNER

Præster advarer mod hekse

Aalborgensiske præster langer ud efter halloween-arrangementet med Dannie Druehyld, som Aalborg Zoo afholder.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Halloween-arrangementet i Aalborg Zoo med Dannie Druehyld har skabt stor debat. Foto: Henrik Bo.

Hekse findes. Okkulte kræfter findes - om vi tror på dem eller ej. Det afgørende er, om vi bekæmper dem. Med det udgangspunkt advarer en gruppe aalborgensiske præster fra både folke- og frikirker forældre imod at tage deres børn til et Halloween-arrangement i Aalborg Zoo. For her deltager Dannie Druehyld, og hun er ikke bare klædt ud som heks. Hun er erklæret heks, pointerer præsterne. - At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks, og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter, er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt, siger sognepræst ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman. Selv tager han erklærede hekse særdeles alvorligt. - Nogen mener, der findes 3000 hekse. De laver påkaldelser, men behøver ikke gå i sort tøj. De påkalder små åndsmagter, små afguder. Man kalder det energier, men i kristen forstand er det dæmoner, man påkalder sig, mener Vagn Folkerman. Zoo afviser kritik Det er 100 procent underholdning og 0 procent religion, når Dannie Druehyld lørdag og søndag laver heksebryg og amuletter med børn i Aalborg Zoo. I hvert tilfælde, når man spørger havens kommunikationschef, Søren Sørensen. - Jeg er meget uenig med præsterne i, at det er et religiøst arrangement. Det må stå for deres egen regning. Aalborg Præstefællesskab har kontaktet Aalborg Zoo for at overbevise ledelsen om, at der er tale om religion. Men for Søren Sørensen er udgangspunktet et helt andet. - Vi har Dannie Druehyld inde, fordi hun kan levere gode oplevelser til børnene. Vi har tidligere brugt hende, fordi hun er en god fortæller og bruger naturen på en god måde. Vi går ind for naturbevarelse, så hun passer ind i vores koncept.