Kristendom

Præster: Mere fokus på sex

Berøringsangst overfor sex og erotik medvirker til pornoficeringen af det offentlige rum

Præster bør tale mere åbent om sex, så kirkens syn på erotikken kan udgøre et alternativ til pornoficeringen af det offentlige rum. Sådan lyder det fra en række præster, der også mener, at åbenheden kan være med til at forhindre de mange skilsmisser i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad. Poul Joachim Stender, præst og tidligere bispekandidat i Roskilde Stift, er ved at skrive en bog om Gud og sex. Han peger på, at folkekirken halter enormt bagud i forhold til andre lande, hvor kirken for længst er begyndt at forholde sig mere til sex. Han mener ligefrem, at folkekirken også bør have en bøn for erotik, fordi det er kærligheden og erotikken, der volder de største problemer i dag. - Det er et stort problem, at folkekirken ikke forholder sig mere til sex. For det betyder, at andre tager patent på udlægningen af erotikken. I og med at kirken har trådt tilbage, har pornografien vundet frem. Vi har brug for at blive gjort opmærksom på, at erotikken er en utrolig vigtig del af ægteskabet og samværet, og det er bl.a. præsternes rolle at gøre det, siger Poul Joachim Stender, der foreslår, at præster holder flere temaaftener om samliv og erotik. Tal om erotik på en ordentlig måde Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift og medlem af Det Etiske Råd, mener, at folkekirken kan være bedre til at formidle sit syn på det erotiske, så det både bliver forstået som en naturlig del af det skabte menneskeliv og som en modvægt til pornoficeringen af det offentlige rum. - Men vi skal tale om erotikken på en ordentlig måde. Erotikken er så dejlig og så farlig en del af menneskers liv, at vi ikke bare skal hoppe med på det tekniske forbrugssprog og kun tale om, hvordan vi får det perfekte samleje og den perfekte orgasme hver gang. Seksualitet er også noget andet end det rent legemlige, siger Elisabeth Dons Christensen. Hun mener, at kristendommen og folkekirken må sætte fokus på, at mennesket både er sjæl og legeme. - To mennesker kan opnå uendelig stor glæde gennem det erotiske liv. Men skal det erotiske vare, så er fortrolighed, fordybelse, godhed og nærhed bestemt ligeså vigtigt, siger hun./ritzau/