Præster skal ikke være dommere

MENIGHEDSRÅDSVALG:Der er behov for klare holdninger i menighedsråd. Det er 20 år siden, der sidst var kampvalg til menighedsrådet i Serritslev. I den mellemliggende periode har vi haft aftalevalg/fredsvalg. Det vil sige tre til mig og tre til dig. Denne gang skal der kun vælges fem medlemmer til rådet, hvilket betyder sammensætningen nødvendigvis må komme til at se anderledes ud. Derfor skal vi have kampvalg. Serritslev er ikke en soveby, så der er hele 11 kandidater at vælge imellem. I denne situation er det særligt vigtigt, at flest muligt sætter deres kryds på valgdagen tirsdag 11. november 2008 - og at borgerne sætter sig ind i de holdninger, som kandidaterne på de to lister står for. Menighedsrådet er nemlig vigtigt for livet i og omkring kirken, og der skal træffes mange væsentlige beslutninger. Det er baggrunden for, at vi syv kandidater på Den Grundtvigske Liste ønsker at spille med åbne kort. Vi vil have en bred og rummelig folkelig folkekirke for alle – og vi vil forvalte kirkeskatten ansvarligt og samvittighedsfuldt. Når der skal ansættes en ny præst, mener vi, at personligheden kommer før den pågældendes køn, og vi finder, at det i en moderne folkekirke ikke må være et problem at vie fraskilte. Sagt på en anden måde - præsten skal ikke være dommer over borgerne i sognet, det lader vi Vorherre om. Mød op til valget og giv din mening til kende - valgkortene er på vej.