Kirkepolitik

Præsterne rystede over ansættelsesstop

Ny rapport har ellers rådet Kirkeministeriet til at ansætte flere præster

AALBORG:Præsterne i Folkekirken har ikke planer om at nedlægge arbejdet på søndag, men rystede er de, forsikrer deres formand, sognepræst Peter A. Krogsøe, Skalborg. - Det er helt urimeligt, at løsningen på økonomien skal gå ud over præsterne, siger han, og især er det en helt urimelig reaktion på den nye rapport om dårligt psykisk arbejdsmiljø i Folkekirken og især blandt præsterne, som Kirkeministeriet selv har bestilt, og som råder til det stik modsatte, nemlig til ansættelse af flere præster. Formanden for præsteforeningen understreger, at problemet i virkeligheden rækker langt videre end til alene at være et problem for præsterne. - Det kan godt være, der må aflyses en gudstjeneste hist og her, men det bliver først og fremmest det arbejde, som præsterne udfører, og som ikke kan måles og vejen, det vil gå ud over, siger han. Det vil få konsekvenser for Folkekirken på længere sigt, hvis man ikke mere kan regne med, at præsten har tid til at lytte til og tale med folk, som har brug for det. Peter A. Krogsøe vil kontakte såvel biskopperne og provsterne som Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer for at finde fælles fodslag til at finde en anden måde at klare Fællesfondens økonomi på. - Sagen er jo, at man vil løse problemet på meget kort tid, og at man ikke, som allerede fhv. kirkeminister Johannes Lebech lagde op til, i stedet for vil hæve landskirkeskatten, siger Peter A. Krogsøe. I forvejen var der allerede fra Kirkeministeriet meldt ud, at der skulle spares, og at man rådede biskopperne til at lade ledige præsteembeder stå ubesatte i en periode for på den måde at spare penge, men allerede da protesterede Den Danske Præsteforening. - Men at der nu er indført ansættelsesstop, har vi overhovedet ikke hørt om tidligere, og jeg mener, det er uacceptabelt, siger formanden, som dog også udtrykker en vis ironisk glæde over, at der ikke forlyder noget om, at præsterne skal gå ned i løn for at klare problemerne for Fællesfonden.