Præsterne spiser med fingrene. shahen brugte kniv og gaffel

TEHERAN:Det er ikke kun de studerende ved Irans universiteter, der er utilfredse med tingenes tilstand i Den Islamiske Republik Iran. Også menigmand på gaden har fået nok. Samtidig er det iranske styre under pres fra såvel USA som EU, der er bekymrede over landets atomprogram. EU's udenrigsministre mødes i dag i Luxembourg. Og en ny rapport om Irans atomprogram udkommer i dag. På den baggrund vil udenrigsministrene formentlig opfordre Iran til at acceptere flere og mere omfattende inspektioner af atomprogrammet, som har fået USA til at fremsætte slet skjulte trusler mod det iranske styre. Men det er den politiske situation internt i Iran, hvor universitetsstuderende har udfordret regimet i gaderne, der i øjeblikket bekymrer Irans ledere mest. Den entusiasme, der gav den reformvenlige præsident, Mohammad Khatami, og hans tilhængere den ene jordskredssejr efter den anden ved valgene i 1997, 2000 og 2002, er vendt til en blanding af vrede, afmagt og apati. Apatien og afmagten kom til udtryk ved lokalvalgene i februar, hvor de, der havde håbet på, at reformisternes ville leve op til deres valgløfter om politiske og økonomiske reformer, blev hjemme. Det betød paradoksalt nok, at de højrereligiøse genvandt magten blandt andet i hovedstaden Teheran. De seneste dages demonstrationer viser, at apatien i nogle kredse nu er vendt til vrede, selv om det store tavse flertal, endnu forholder sig - netop tavst. I basaren i den sydlige, fattige del af Teheran er folk imidlertid ikke bange for at sige, hvad de mener, når bare det kan ske anonymt. - Regeringen er alt for svag. Hvis man er præsident, må man have magt, ellers er man ikke præsident. Derfor vil folk ikke stemme på Khatami næste gang. De højrereligiøse lægger pres på Khatami, så han ikke kan gøre det, som han har lovet folket. I virkeligheden hører Khatami til blandt dem. Han lader bare som om, han er for folket. Hvis shahens søn kommer tilbage, så bliver alt godt igen, siger en midaldrende mand, der ikke vil have sit navn frem. Inden han bliver afbrudt af en chadorklædt kvinde, der mener, at han skal lade være med at tale med udlændinge, der er fjender af Irans styre, får han lige sagt, at Khatami bør træde tilbage og fortælle folket sandheden om, hvad der er foregået i regeringen, og hvad der er blevet af alle Irans oliemilliarder. En gammel mand, der under shahen var medlem af det frygtede hemmelige politi Savak, har i modsætning til mange andre aldrig haft den store fidus til Den Islamiske Revolution. - Under shahen var Iran som en smuk blomst, der strålede over verden. Siden revolutionen har Iran udviklet sig til det rene skrald. Jeg er stadig muslim, men præster skal holde sig til teologien. De er ikke uddannede til at regere. Shahen rejste rundt i landet og talte med folk. Præsterne er ligeglade med folket, siger det tidligere Savak-medlem. Han forstår ikke, hvorfor så mange iranere skal være så fattige, når landet er så rigt. - Det er rigtigt, at shahens lommer var store. Men præsternes lommer er enorme. Shahen spiste med kniv og gaffel og spildte smuler på gulvet, som folket kunne spise. Præsterne spiser med fingrene og sørger for ikke at tabe noget på gulvet, som folket kan samle op, siger han. Hans vrede er imidlertid ikke kun rettet mod styret. Den er også rettet mod de udenlandske regeringer, der hele tiden beskylder Iran for snart det ene, snart det andet. - Verden ved ikke, hvem vi er. De tror, at vi har kameler, fordi de tror, at vi er arabere. Og nu tror de, at vi er terrorister, fordi de tror, at vi er arabere. Men det er vi ikke. Vi er ikke arabere, siger han fnysende. Forsiden på det seneste nummer af det uafhængige månedsblad Gozareh er prydet af en billedcollage, der viser Irans magthavere - reformister såvel som højrereligiøse - med ryggen til såvel det iranske flag som det iranske folk. Folket holdes til gengæld i skak af iransk politi, bevæbnet med stave. Spørger man bladets redaktør, Abolqasem Golbaf, er det præcis sådan, han opfatter situationen i Iran i dag. Han venter også, at myndighederne vil banke på hans dør og sætte ham bag tremmer for at have offentliggjort det lidet flatterende stilbillede på tingenes tilstand i Den Islamiske Republik Iran, som Golbaf selv kæmpede for i sin tid. - Jeg har udgivet 147 magasiner, og hver gang jeg udgiver et, er det lige hårdt. Jeg føler det, som om jeg har født et barn. Og hver gang styret forbyder et af mine blade, så føler jeg, at de dræber et af mine børn. Når jeg tænker på revolutionen, så får jeg det, som et barn, der voksede op, og siden fandt ud af, at noget gik grueligt galt i barndommen. Jeg sad fængslet under shahen, og jeg har siddet fængslet under dette regime. De har forrådt den revolution, vi kæmpede for, siger Golbaf. Og kritikken retter Golbaf ikke bare mod de højrereligiøse kræfter i landet. Også Khatami og hans reformtilhængere står for skud. - I øjeblikket ønsker hverken de højrereligiøse eller reformisterne forandringer. De folk, der har magten og sidder ved bordet, ønsker at forblive ved bordet. De er alle blevet multimillionærer. Det kan godt være, at det udefra ligner en kamp mellem to fløje, men begge parter beriger sig. Og folket lider fortsat. Men reformerne kan ikke stoppes. Forandringen vil bare ikke komme fra reformisterne. Den vil komme fra de unge, fra arbejderne og fra universiteterne. De er trætte af systemet og de økonomiske forhold. De har mistet troen på revolutionen. Hvis man går på internettet og ser, hvad de chatter om, så er der mange, der håber, at amerikanerne vil komme og befri dem, siger Golbaf. Isa Saharkhiz, der er redaktør på det teologiske, men regimekritiske blad Aftab, mener som Golbaf, at vejen i øjeblikket er lukket for reformisterne, med mindre fremsynede repræsentanter for Irans åndelige leder, Ali Khameneis højrereligiøse fløj erkender, at løbet er kørt, og der ingen vej er udenom reformer. - Hvis de to love, som Khatami har fremsat om at øge sine magtbeføjelser og reducere magten hos det højrereligiøse Vogternes Råd, bliver vedtaget, så får vi større frihed ved valgene. Færre konservative vil blive valgt ind, og flere love vil blive vedtaget, fordi Vogternes Råd ikke kan blokere på samme måde. Magten vil blive flyttet til fordel for folket, siger Sharkhiz. Men det er det pessimistiske scenarie, han tillægger størst vægt. Det scenarie, hvor de mest dogmatiske vinder, og reformisterne træder tilbage fra parlament, regering og præsidentembede. - Det kan føre til en ny bølge anholdelser og overgreb, som verden måske vil lukke øjnene for, men hvor der samtidig i værste fald vil komme en slags militær aktion mod Iran. Måske begrænset, hvor USA bruger den berygtede Mujahedin-e Khalq organisation. Så vil Iran for alvor være i en farlig situation, siger Saharkhiz. Hvis verden til gengæld ikke lukker øjnene og i stedet straffer det "ulovlige" regime, der vil være tilbage, når reformisterne er trådt tilbage, vil regimets dage ifølge Saharkhiz være talte. - Isoleret, med afbrudte diplomatiske bånd, vil presset indefra og udefra være for stort. Måske vil hele systemet bryde sammen indefra. I den situation vil det værste, der kan ske, være et militært angreb på Iran. Det vil ikke hjælpe Irans befolkning. For iranerne vil til hver en tid, når de ser en udenlandsk fare, glemme deres uoverensstemmelser. De vil slutte sig til deres undertrykkere i kampen mod faren udefra. Ikke bare på grund af erfaringen og traumerne fra Irak-Irankrigen (1980-1988), men på grund af hele Irans historie. Iranerne har altid kæmpet mod udenlandsk indflydelse, monopol og kolonisering, siger Saharkhiz. /ritzau/