Præstestyre uden venner

Det står stadig ikke klart, hvorfor den iranske udenrigsminister Manouchehr Mottaki forleden aflagde besøg i Danmark.

IRAN Tilsyneladende havde han inviteret sig selv, og naturligvis blev han taget pænt imod af den danske udenrigsminister, for vi er jo ikke i krig med Iran. Men Mottaki repræsenterer et styre, som det er umådeligt svært at sige noget positivt om. I snart 30 år har en gruppe mere og mere korrupte islamister misrøgtet et land, der potentielt kunne være blandt de mest velstillede. Helt som i det gamle Østeuropa har store, statsligt drevne virksomheder været en sikker kilde til ineffektivitet, og trods enorme ressourcer er olieproduktionen direkte faldet. Undervejs har Revolutionsgardens officerer og andre af præsteregimets venner beriget sig personligt. Men korruption og uduelig ledelse er langt fra Irans største problem. Ej heller den religiøse intolerance, der i islams navn dominerer landet. For tiden foregår den sædvanlige forårskampagne mod kvinder, der klæder sig ”uislamisk” - for det er bestemt ikke op til den enkelte kvinde at definere den slags. De kvinder, der ligefrem formaster sig til at demonstrere for ligestilling, bliver kylet i fængsel. Den slet skjulte støtte til de mange blodtørstige mordere i Irak, der kalder sig oprørere, er også et stort stridspunkt. Men stadig ikke det største. Nej, det største problem - der er lige så selvskabt som uduelig ledelse, religiøs intolerance og udrustning af morderbander - udgøres af landets atomenergiprogram. At Iran vil anvende atomkraft til afløsning for den olie, der ad åre slipper op, er der principielt ikke noget galt i. Men IAEA, det internationale atomenergiagentur, har opstillet en række stramme regler, der skal sikre, at atomkraften kun kan bruges til fredeligt formål - ikke til at fremstille atombomber. Og de regler vil Iran ikke spille efter. Det har helt naturligt vakt international bekymring. Ikke mindst, fordi den iranske præsident gentagne gange har ønsket at udrydde Israel fra verdenskortet. Som så mange af Mellemøstens ledere giver han de få millioner israelere skylden for al dårligdom; det er jo langt lettere end selv at regere et land ordentligt. Resultatet er blevet internationale sanktioner, der langsomt men sikkert strammes. Venner - dem har styret næppe nogle af længere.