Præstø-efterskole forundret over tiltale

Lundby Efterskoles formand er forundret over tiltalen efter kæntringsulykken, der kostede en lærer livet.

Præstø-efterskole forundret over tiltale

En tiltale for uagtsomt manddrab til Lundby Efterskole og forstanderen vækker forundring hos formanden for bestyrelsen, Bjarne Rasmussen.

Han kalder den juridiske del af sagen efter kæntringsulykken "mærkelig".

- Vi har fulgt alle regler, og båden er blevet godkendt. Så det er en kompliceret og mærkelig sag, fordi vi har overholdt alle regler, siger Bjarne Rasmussen til Ritzau.

Kæntringsulykken skete på Præstø Fjord den 11. februar sidste år. Ved ulykken faldt 13 elever og to lærer fra Lundby Efterskole i vandet, da gruppen i en fladbundet dragebåd sejlede ud på Præstø Fjord. Den ene lærer omkom, og syv elever måtte genoplives.

- Det er jo dybt tragisk for den lærer, der mister livet, og de elever, der har mén, men der sker fejl alle vegne - også på landevejen, så vi finder sagen mærkelig, fortæller Bjarne Rasmussen.

Senere kom havarikommissionen med en sønderlemmende kritik af efterskolen, der ifølge havarirapporten ikke tog sikkerheden alvorligt. Men det har ikke svækket opbakningen fra forældrene ifølge formanden.

- Vi har en utrolig stor opbakning fra forældrene, som hele vejen igennem har givet udtryk for støtte. Både den gang og de hold vi har i dag, siger Bjarne Rasmussen.

Anklagemyndigheden har dog besluttet at rejse tiltale mod Den Selvejende Institution Lundby Efterskole og mod skolens forstander, Truels Achton Truelsen.

Begge tiltales for uagtsomt manddrab og for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.

Skolen er i dag fyldt normalt op, og efter stort opbud på efterskolernes dag søndag så regner formanden også med fyldte klasseværelser næste år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden