Praktisk/musisk fernisering

Fodboldspillere, vægtløftere og andre aktive figurer er lavet i ståltråd, papmaché og ler i det praktisk/musiske projekt.

Fodboldspillere, vægtløftere og andre aktive figurer er lavet i ståltråd, papmaché og ler i det praktisk/musiske projekt.

HALVRIMMEN:Lærere og elever i 1.-4. klasse på Halvrimmen Skole havde arbejdet hektisk i flere dage for at være klar til den store fernisering på en række praktisk/musiske projekter på skolen. Kunstneren Henrik Westergaard, som har været involveret i de forskellige projekter i Praktisk Musisk, holdt åbningstale, og bagefter kunne forældre, søskende og bedsteforældre se de kreative projekter, mens de nød en lækker frugtpunch. Bl.a. var der skulpturer af pilekviste og elstrips, trommer af gamle rør og flag, der blev opsat ved Limfjordsbroen i anledning af det for nyligt overståede 75 års jubilæum. Det var også lykkedes 4. klasse at få det nye eksperimentarium – tre hytter med temaerne skov, strand og fjord – klar til ferniseringen. Resultaterne var imponerende, men desværre gik der lidt skår i glæden ved, at der allerede var små graffititegninger på vægge og lofter. Forhåbentlig er det blot en engangsforeteelse, for her har børnene helt sikkert fået en unik mulighed for at få rykket naturen ind på skolens område ved at få disse hytter.