Prehn er godt tilfreds

Det nyvalgte nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn skal nu også være mødeleder, når han og partifæller på Christiansborg drøfter boligpolitik. Allerede efter valget blev Prehn valgt til boligudvalget, og nu får han også rollen som koordinator på dette område. - Det er jeg glad for. Vi vil opprioritere boligområdet, hvor store udfordringer venter: Stigende ghettoisering, boligmangel i storbyerne og manglende bolig- og byfornyelse, siger han. Samtidig bliver han som noget nyt medlem af Folketingets skatteudvalg. Rasmus Prehn forstår kollegaen Bjarne Laustsens skuffelse over at være blevet vraget som efterlønssordfører. Han mener dog ikke, at Laustsen er ganske uden skyld i, at det sker. - Vil man være forsanger i et orkester, bliver man nødt til at synge de sange, der er på repertoiret, siger han.