Premier League er klar til målteknologi

Fra den kommende sæson ser målteknologi ud til at blive et fast indslag i den engelske Premier League.

Premier League er klar til målteknologi

Det engelske fodboldforbund, (FA), forventer at kunne indføre målteknologi i Premier League fra næste sæson.

FA's generalsekretær, Alex Horne, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at klubberne ventes at sige god for det nye tiltag på et møde i denne uge.

- De mødes på torsdag, så jeg forventer, at det bliver vedtaget på det møde, siger han.

Det internationale fodboldforbund (Fifa) meddelte i sidste uge, at der bliver indført målteknologi ved dette års Confederations Cup.

Hvis systemet viser sig at være en succes, vil Fifa også have målteknologi ved VM i Brasilien næste år.

Fifa overvejede at bruge det danskudviklede målteknologi-system Goalref, men Fifa valgte i stedet det tyske GoalControl.

Det er uvist, hvilket system der skal tages i anvendelse i Premier League.

Sidste år blev Hawkeye-systemet testet i en venskabskamp på Wembley i London mellem England og Belgien.

Debatten om målteknologi har raset i mange år.

I England blussede den ikke mindst op, da England ikke fik godkendt et mål mod Tyskland ved VM i Sydafrika i 2010.

Frank Lampard skød på mål langt udefra, og bolden var langt inde over målstregen efter at have ramt overliggeren, før den sprang ud på banen igen.

England tabte kampen i ottendedelsfinalerne med 1-4.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.