Premiere med et brag

Fodbold 1. april 2005 06:00

PRESTIGEOPGØR: For første gang i mange år tørner Støvrings og Suldrups bedste fodboldhold i morgen sammen i en "rigtig" turneringskamp. Dermed står der både point og en god portion lokal prestige på spil, når serie 2-sæsonen fløjtes i gang på Støvring Stadion lørdag eftermiddag. Værterne fra Støvring har som så mange andre haft en sæsonoptakt, præget af snevejr og dårlige baneforhold. Det har kompliceret arbejdet med at få holdet spillet sammen, men ifølge træner Lars Bartholomæussen er SIF-mandskabet nu ved at være på rette vej. Fire debutanter presser sig på til en plads i startopstillingen. Foruden den tidligere superligaspiller, Calle Facius, drejer det sig om Lars og Thomas Larsen samt Anders Block. Nyoprykkerne fra Suldrup stiller til gengæld med en række rutinerede spillere, som har spillet sammen i mange år og derfor kender hinanden rigtig godt. Samtidig har Suldrup-mandskabet altid været garant for en god fight, men Støvring går nu alligevel målbevidst efter sejren - og en foreløbig status som "Støvring Kommunes bedste fodboldhold". Støvring forventer at stille med følgende trup til året første opgave, Henrik Sønderup, Søren Sølvkjær, Johs Nielsen, Kasper Jakobsen, Kim Lyngberg, Jesper Esko, Lars Larsen, Niels Søborg, Calle Facius, Søren Møller, David Jacobsen, Thomas Bech, Thomas Larsen og Jacob Traumer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...