EMNER

Premiere med store forventninger

De nordjyske folketingsmedlemmer Lene Hansen og Birgitte Josefsen er parate til at kæmpe for Nordjylland. De havde tirsdag første arbejdsdag på tinge.

Morgenen var stadig natmørk og isnende kold, da Bønderslevs to nyvalgte folketingsmedlemmer, Lene Hansen fra Socialdemokraterne og Birgitte Josefsen fra Venstre, drog mod Aalborg Lufthavn for at på flyvende vinger at begive sig mod hovedstaden, hvor de i går for første gang skulle indtage deres pladser i Folketingssalen. Ikke til statsminsterens traditionelle åbningstale, der normalt finder sted 12 hverdage efter valget. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var nemlig ikke til stede i folketingssalen. Han har valgt at bryde med traditionen for at deltage i NATO-topmødet i Bruxelles sammen med stats- og regeringschefer inklusive den amerikanske præsident George Bush. Men det skabte nu ingen skår i glæden for de to nordjyske kvinder. Det blev en begivenhedsrig dag for de to stærke kvinder, der begge i mange år har viet deres liv til politik. Mødet i folketingssalen tog nu ikke pusten fra de to. Det tog kun ganske få minutter, og blev ledet af en anden nordjyde, Venstres Christian Mejdahl. I går valgt som midlertidig formand. I dag genvælges han som formand. Men tog mødet kun et par minutter, bragte det følelserne frem hos de to Brønderslev-kvinder. - Det var ubeskriveligt, sagde Lene Hansen efter mødet. Jeg havde ikke troet, at det kunne røre mig så dybt. Måske fordi man ved, at det er øverste myndighed - garanten for vort demokrati. Birgitte Josefsen har før siddet i folketingsstolene som substitut for både Tina Nedergaard og Svend Aage Jensby. Alligevel var det noget andet denne gang. - Det er anderledes, når man er valgt til opgaven. En helt speciel oplevelse, der også fylder en med ydmyghed over for den opgave, man nu skal varetage, fortæller Birgitte Josefsen. Politisk historie Lene Hansen, der er valgt i Hjørring-kredsen, og Birgitte Josefsen, der er valgt i Hobro-kredsen, har begge en lang karriere bag sig indenfor politik - lokalt og regionalt. Begge stolte bedstemødre. Og de har med valget været med til at skabe politisk historie i Brønderslev. For ikke siden fyrrerne har Brønderslev haft bosiddende borgere på tinge. Det var Ejnar Kjær fra Venstre, der fra 1945-47 var indenrigsminister. At Brønderslev med sine ca. 20.000 indbyggere har to politikere i Folketinget er også usædvanligt. Det ville svare til, at Århus skulle have ca. 28 folketingsmedlemmer, hvis man sammenligner på indbyggertallet. Begge er da også - på tværs af partier og sammen med andre valgte nordjyder - parate til at arbejde for Nordjylland. Forvirring Christiansborg er med sine 46.000 kvadratmeter en stor mundfuld at kapere, når det drejer sig om at finde rundt. Det går nemmere for Birgitte Josefsen end for Lene Hansen. Til gengæld får Lene Hansen god hjælp. Folketingsmedlem og tidligere minister Jytte Andersen med 25 år i Folketinget er Lene Hansens mentor. Hun hjælper Lene Hansen med alle praktiske ting for at gøre indkøringen lettere. Og hun er fuld af fortrøstning. - Efter en tre måneders tid vil du føle, at du kender det hele, lyder det fra Jytte Andersen ved frokosten i Snapstinget. Også andre er parate til at yde den hjælp, nye folketingsmedlemmer har behov for i starten. Lene Hansen har kontor ved siden af og deler sekretær med en nordjysk partifælle, Arne Toft fra Arden. - Det er dejligt, og det giver stor tryghed, fortæller Lene Hansen, der allerede har været på it-kursus, lært om Folketingets serviceordninger og bibliotekets funktioner. Stuegang Inden mødet i folketingssalen er der spøg på gangen uden for Birgitte Josefsens kontor på tredje sal, som hun har overtaget fra Gudrun Laub, der ikke blev valgt. Venstre-lægerne Preben Rudiengaard og Jørgen Winther har begge fået plads i sundhedsudvalget, og med sig har de taget sygeplejersken Birgitte Josefsen. De tre er kort og godt klar til stuegang. Indenfor på kontoret har Birgitte Josefsen fundet sig til rette. Hun mangler blot at få bestilt skillerier til væggene fra Folketingets kunstarkiv samt private ting, der kan gøre kontoret personligt - sandsynligvis også et foto af børnebørnene. - Jeg skal tilbringe megen tid her, så det er vigtigt, at jeg føler mig hjemme, lyder det fra Birgitte Josefsen. Også Lene Hansen er ved at indrette sig i sit kontor i Ridebanebygningen - der ligger længst væk fra folketingssalen, hvor tradionelt nye medlemmer bliver placeret.. - Der skal males - og så skal jeg have flyttet lidt om på møblementet og placeret mine egne ting, fortæller Lene Hansen. Efter gruppemøder og mødet i salen deltog de begge i et møde om det parlamentariske arbejde. Birgitte Josefsen skulle prøve at nå et præsentationsmøde i miljøudvalget hos miljøminister Connie Hedegaard, inden hun hastede hjem for at deltage i sin første generalforsamling i Hobro Venstrevælgerforening. Lene Hansen valgte at deltage i en arbejdsmiddag for nye folketingsmedlemmer og overnattede derfor på Hotel Opera. I erkendelse af, at det kan blive nødvendigt med overnatninger i hovedstaden, er begge på jagt efter en bolig i København. I dag venter en ny arbejdsdag, hvor de nye medlemmer blandt andet skal skrive under på, at de vil arbejde i overensstemmelse med grundloven. Og i morgen går det løs med både statsministerens åbningstale og derefter åbningsdebat.