Premiere på nærbane

På søndag er Lindholm Station køreklar

Jernbaner 13. december 2002 07:00
LINDHOLM: Fra på søndag er det muligt at tage med toget direkte fra Lindholm til Aalborg, og omvendt. Dermed er den første etape af Aalborg Nærbane i drift. Lindholm er den første af i alt syv stationer: to eksisterende - Aalborg og Skørping - og fem nyanlagte: Lindholm, Aalborg Vestby, Skalborg, Svenstrup og Støvring. De øvrige stationer, og dermed hele Aalborg Nærbane, indvies i december næste år. Dagen før det bliver alvor - i morgen - bliver Lindholm Station officielt indviet. Det er kun fire måneder siden, det første spadestik til stationen blev taget. Festlighederne begynder kl. 14, hvor teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) byder velkommen. Fra 14.30 og frem til 16 byder DSB på gløgg, æbleskiver og sodavand, og i samme tidsrum er der mulighed for gratis togture mellem Aalborg H og Lindholm Station. DSB regner i begyndelsen med at omkring 500 passagerer om dagen vil benytte stationen. Nogle af dem vil være passagerer, der tidligere kørte med toget helt til Aalborg. Der bliver i begyndelsen ikke så mange muligheder for at stige på toget. Indtil nærbanen åbner til næste år, kører der ét tog i hver retning pr. time fra Lindholm Station. I myldretiderne er der desuden et ekstra tog i timen hver vej. Oven i det kommer flere lyntogsafgange i løbet af dagen. Turen fra Lindholm til Aalborg H. vil vare fem minutter. Borgmester Henning G. Jensen er overbevist om, at aalborgenserne vil tage det første spæde forsøg på en nærbane til sig. - Folk er nok lidt skeptiske, og spørger nok sig selv, om det ikke er lidt vildt at bruge så mange penge på en nærbane, siger han. - Men de vil opdage, at nu kommer vores by til at hænge sammen. Jeg tror, at de istedet for at sidde i en bilkø eller bus vælger at tage toget. Også selvom de skal gå lidt for at komme til stationen.Også busserne får deres rolle at spille. Også fra på søndag kører de regionale busruter indenom stationen, så det er let at komme videre til eller fra stationen med kollektiv trafik. jl
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...