Teater

Premiere på skovspil er udsat til august

SKOVSGÅRD:Premieren på årets forestilling på friluftsscenen i Sdr. Skovsgård Skov, operetten ”Mød mig på Cassiopeia”, der skulle have fundet sted i eftermiddag, er på grund af den seneste tids megen regn udsat til tirsdag 14. august. - Vi undersøgte fredag aften muligheden for at overdække tilskuerpladserne og scenen, men alt er lejet ud, siger Ida Larsen, formand for Teaterforeningen Skovspillene. Og da det er næsten umuligt for publikum at komme frem i skoven efter den megen regn, og der er udsigt til mere nedbør, besluttede vi at udsætte forestillingen. - Det var hårdt for især de syv dansepiger fra Skovsgårdskolen, der havde glædet sig virkelig meget til premieren. Flere af dem græd. Men vi har også et budget på over 100.000 kr. at tænke på, og vi er afhængige af godt vejr og entreindtægter, pointerer Ida Larsen og tilføjer, at teaterforeningen vil overveje overdækningsmulighed ved fremtidige forestillinger. I august vil ”Mød mig på Cassiopeia” blive opført fire gange: Premiere tirsdag den 14. om aftenen samt onsdag den 15. om aftenen, torsdag den 16. om aftenen og lørdag den 18. om eftermiddagen.