Premierekamp bestået

Storebror var helt som forventet en kende stærkere end lillebror i VM-åbningen i ishockey

DANMARK SVERIGE 1-5 ISHOCKEY, A-VM OSTRAVA: De lignede en både kold og alvorlig svensk afvaskning, da Peter Hirsch efter knap syv minutter måtte lade de to første svenske forsøg slippe forbi og ind i nettet i Danmarks A-VM-premierekamp. Men senere kom danskerne så flot tilbage i dysten, at svenskerne var oppe at hænge på krogen. Sensationen begyndte for alvor at lure, Danmark udnyttede en fem-mod-tre situation til at reducere til 2-1 via et slagskud fra Dan Jensen efter 13 minutters spil. Men 49 sekunder før anden periodes udløb eksploderede ballonen, da svenskernes kaptajn Jörgen Jönsson fik lov til at spadsere ganske uhindret igennem et tøvende dansk forsvar, hvorefter han serverede pucken på bladet af Andreas Salomonsson's stok, og han kvitterede. 3-1 til Sverige og dermed var kampen afgjort. - Vi havde store problemer og skabte ikke ret mange store chancer. Danskerne spillede flot, og det stod 2-1 så længe, at vi var ved at blive nervøse. Men heldigvis fik vi sat den uhyggeligt vigtige 3-1-scoring ind, siger den tydeligt lettede svenske forward, Jonathan Hedström. - Vi spiller mere eller mindre lige op med svenskerne i anden periode, men laver for mange fejl, og på en af disse får Sverige så afgjort kampen i slutningen af anden periode, lyder konklusionen fra den danske veteranback Jesper Duus, der ærgrede sig over en række spildte tilbud i de midterste 20 minutter. Den største af disse tilfaldt AaB's Michael Smidt, der med en smuk styring på en aflevering fra Andreas Andreasen, var tæt på at bringe balance i regnskabet. - Den går desværre lige forbi. Ellers var det måske blevet en noget anderledes kamp. Vi var godt inde i kampen på det tidspunkt, konstaterer Smidt. Selvom svenskerne virkede både hurtigere på skøjterne og sikrere i pasningsspillet er det tydeligt, at Danmark kommer tættere på rent niveaumæssigt. - Vi har nu i flere tilfælde vist, at vi kan præstere gode kampe mod de store nationer. Efter en skidt start smider vi både respekten for svenskerne og hele arrangementet og spiller frisk til efter de forudsætninger, vi har, betoner danskernes bedste spiller, FIK-backen Christian Schioldan. Han påpeger dog en række punkter, hvor danskerne skal forbedre sig, hvis de helt store resultater skal hives hjem: - De store nationer har lige et ekstra gear tempomæssigt, men specielt fysisk fornemmer jeg store fremskridt fra vores side. Kampfakta: Periodecifre: 1-2, 0-1, 0-2. Mål: 3.31 minut 0-1 Magnus Kahnberg (uass.), 6.54 minut 0-2 Matthias Tjärnqvist (ass. Andreas Johansson), 10.49 minut 1-2 Dan Jensen (ass. Jesper Duus), 39.11 minut 1-3 Andreas Salomonsson (ass. Jörgen Jönsson og Niclas Havelid), 46.04 minut 1-4 Daniel Tjärnqvist (ass. Andreas Johansson), 58,34 minut 1-5 Niklas Andersson (ass. Magnus Kahnberg). Dommer: Richard Schuetz Tilskuere: