Premierminister: Kupmagere havde planlagt nyt ministerhold

Vi har dokumenter, der viser, hvem der er ansvarlige for kupforsøget, siger den tyrkiske premierminister.

Ritzau
TURKEY-FRANCE-ATTACK-EMBASSY Foto: Scanpix/Adem Altan
Udland 18. juli 2016 12:51

Kupmagerne i Tyrkiet havde en detaljeret plan for, hvem der skulle overtage ministerposterne og militærledelsen i landet, hvis kupforsøget lykkedes.

Det siger den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig påstår Yildirim, at myndighederne er i besiddelse af dokumenter, der viser, hvem der er ansvarlige for kupforsøget.

Ifølge premierministeren lyder dødstallet mandag på 208, herunder 60 politibetjente, tre soldater og 145 civile. 1491 andre er sårede efter kupforsøget natten til lørdag.

Dødstallet varierer fra det tal, der blev oplyst af de tyrkiske myndigheder søndag, hvor det lød på 265.

De tyrkiske myndigheder har indtil videre tilbageholdt 7543 personer, herunder 6038 soldater, på grund af formodede forbindelser til kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering.

Blandt de tilbageholdte er 103 generaler og admiraler, oplyser tyrkiske medier.

Og tilbageholdelserne vil fortsætte, forsikrer premierministeren mandag.

Samtidig har myndighederne fjernet 8000 politifolk fra deres job på tværs af landet, herunder i storbyen Istanbul og hovedstaden, Ankara.

I alt er knap 9000 tjenestemænd blevet fjernet fra deres job siden kupforsøget. Foruden de mange politifolk gælder det blandt andet 614 officerer fra gendarmeriet og 30 guvernører.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge nyhedsbureauet Tass.

Samtidig er flere end 2745 dommere og anklagere over hele landet beordret anholdt.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...