VENDSYSSEL:Det kritisable forløb omkring faldulykken ved boreriggen Maersk Giant i Hirtshals i sommer, og det faktum, at Vendsyssel ser ud til at blive hægtet af en kommende lægehelikopter med base Skive, kan bruges til at presse regeringen til en lægebil i Vendsyssel.
- Ulykken i Hirtshals viser, at der kan være behov for endnu en lægebil, udover lægebilen i Aalborg. Det vil vi bruge overfor regeringen, når nu Vendsyssel ikke får glæde af lægehelikopteren, siger regionsformand Ulla Astman (S).
Beklager fejl
Hun beklager de fejl, der skete i forbindelse med ulykken, og påpeger, at en lægehelikopter i det tilfælde kunne have gjort en forskel.
5. juli faldt fire personer fra ti meters højde ned i havnebassinet med en mandskabskurv. AMK vagtcentralen nøjedes med at sende to ambulancer i stedet for fire. Lægen på lægebilen i Aalborg vurderede ikke, at det var nødvendigt at køre til Hirtshals, og endelig har politiet også erkendt, at det var en fejl, at der gik otte minutter inden redningsstationen blev alarmeret.
- Jeg vil ikke kommentere den lægefaglige vurdering, der gjorde, at lægebilen ikke kørte til Hirtshals, men det viser, at den geografiske afstand betyder noget, og derfor må regeringen tilgodese Vendsyssel med den ekstra pulje, der er afsat til akutlægeberedskab, fastslår regionsformanden.
Afviser økonomisk prioritering
Ulla Astman understreger, at AMK centralen ikke prioriterer økonomisk, når der sendes beredskab.
- Det koster ikke regionen ekstra at sende fire frem for to ambulancer, siger Ulla Astman.
Østvendsyssel har tidligere haft en lægebil, der var bemandet med læger fra Flådestation Frederikshavn.
Ordningen blev nedlagt i 2008.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.