Pres for lovliggørelse af Havnehuset

Tommy Eggers (DF) kræver svar på næste møde i teknik- og miljøudvalget.

Jesper Schouenborg,
medlem af teknik- og miljøudvalget Tommy Eggers (DF) kræver svar på, hvad forvaltningen gør, for at bygherren Hans Andersen får lovliggjort Havnehuset. Arkivfoto: Martin Damgaard
Miljøpolitik 3. september 2009 08:01

Et enigt teknik- og miljøudvalg har for tre uger siden besluttet, at havnehuset skal lovliggøres, så det ikke længere er i strid med lokalplanen. Men der er stadigvæk ikke sket noget på havnefronten, men nu vil medlem af teknik- og miljøudvalget Tommy Eggers (DF) se handling. Han har bedt direktøren for forvaltningen, Christian Bjerg, om, at sagen skal op som et punkt på det næste møde i udvalget. Her vil politikeren have svar på, hvilke initiativer forvaltningen har iværksat for, at byggeriet, der er bygget for højt og uden byggetilladelse, kan lovliggøres. Træt af venten - Nu skal det være løgn, jeg hiver den på dagsordenen hver 14. dag, indtil det her er løst. Jeg vil ikke udsættes for, at man siger, at nu er der snart valg, og så kommer der et nyt teknisk udvalg, og det kan være, at de er lidt mere medgørlige, siger Tommy Eggers. Han mener ikke, at der er mere at snakke om fra kommunens side efter afgørelsen i udvalget. - Den kan ikke appelleres, han (Hans Andersen red.) kan ikke gå videre til nogen andre steder. Han kan ikke sende den til Tilsynet eller Naturklagenævnet. Han kan ingen som helst ting gøre. Sagen er fuldt og endeligt afgjort. Sporene skræmmer Tommy Eggers mener, at sporene skræmmer fra bl.a. Katedralen og Kvægtorvet, der i årevis har stået og skæmmet omgivelserne. - Det væsentlige er, at jeg ikke vil have, at det skal stå dernede i to år. Vi har rigeligt af de der ar rundt i Aalborg, der er ikke grund til at investere mere i dem. Tommy Eggers kræver desuden, at sagen kommer på den åbne del af mødet. - Ikke noget fis med lukket punkt og eventuelt, nej, det skal på den åbne dagsorden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...