Pres fra forældre bag fællesmøde

Sortebakkeskolens ledelse og skolebestyrelse mødes torsdag aften med forældrene til de 35 børn i forulykket skolebus i Rørbæk.

Efter massivt pres fra forældrene til de 35 skoleelever, der mandag morgen i 40 minutter ufrivilligt måtte opholde sig i en forulykket skolebus i et oversvømmet vejkryds ved Rørbæk, inviterer ledelsen for Sortebakkeskolen i Nørager og skolebestyrelsen nu til et fælles møde. Det foregår torsdag aften 27. januar klokken 19 i et af skolens lokaler. - Ud over alle forældre til de 35 børn i skolebussen har vi også inviteret ejerne af skolebussen, John Hansen i Arden, med til mødet. Formålet med arrangementet er ifølge Arne Lykkegaard som formand for skolebestyrelsen at få en fælles snak om hele hændelsesforløbet mandag morgen. Både hvor bussen kører delvis i grøften og går i stå i det totalt oversvømmede vejkryds, børnenes efterfølgende ufrivillige ophold i bussen og Sortebakkeskolens håndtering af eleverne ved den forsinkede ankomst til skolen mandag morgen og på et efterfølgende fællesmøde med de 35 berørte elever og skolens ledelse. - Og en snak om de fejl, der er begået i hele hændelsesforløbet og hvilke ting, der kunne være gjort anderledes og bedre, tilføjer Arne Lykkegaard.