EMNER

Pres ikke medarbejderne

Lisbeth Ødum kan have ret i sit forsvar for coaching-branchen (12.1.): Vi er professionelle og ikke alternative. Der skal nemlig professionalisme til, hvis coaches skal gøre en forskel for virksomheder.

Coaches skal have forstand på mennesker. På den måde minder de om præster, socialrådgivere og psykologer. Coachens bane er blot arbejdslivet. Jeg vil dog gøre opmærksom på et forhold, som L.Ø. nævner: ¿En coach behøver ikke at have viden om en virksomheds produktion og kultur for at åbne for skattekisten af skjulte eller ubrugte ressourcer¿. Det mener jeg er et grundlæggende problem. Det betyder ikke mindst, at strukturelle problemer som ansættelsesforhold ikke bliver taget med i betragtning. Det kunne jo være, at en fastansættelse ville give en medarbejder mulighed for at finde ¿guldet¿ frem og være et endnu bedre aktiv for virksomheden. Et andet problem er at tro, at der hele tiden vil være skjulte ressourcer at åbne op for hos medarbejdere og ledelse. Der er naturligvis god forretning i at tro på denne optimeringsstrategi: Vi kan hele tiden presse citronen! Men hvornår ender det? Kan man hele tiden blive ved med at grave ressource-guld frem af virksomhedens muld, nemlig de mennesker, der bærer virksomheden? Det mener jeg ikke, at man kan. Der er en grænse, og derfor er der et grundlæggende problem i præmisserne for coaching. Det handler om ikke at presse et positivt menneskesyn for meget. Så bliver det for surt for virksomheden i den sidste ende.