Pres på Gaarde og kompagni

Den tidligere AaB’ere vidne til skuffende Viking-start

Allan Gaarde har siddet på tilskuerpladserne med en skade i sæsonens første seks kampe hos Viking Stavanger, i den syvende fik han spilletid. ARKIVFOTO: Michael Bygballe

Allan Gaarde har siddet på tilskuerpladserne med en skade i sæsonens første seks kampe hos Viking Stavanger, i den syvende fik han spilletid. ARKIVFOTO: Michael Bygballe

STAVANGER:I den forgangne sæson var der efter sidste spillerunde i den norske Tippeliga vild jubel i den tidligere AaB’er Allan Gaardes klub, Viking Stavanger. Ikke fordi mesterskabspokalen var kommet til Stavanger - tværtimod. Nedrykning til anden klasse var kun lige med nød og næppe blevet undgået i traditionsklubben, der ellers på forhånd havde planer om at spille med om medaljer. Samme plan er fundet frem til denne sæson, men Viking er igen kommet skuffende fra land. Tæt Tippeliga Det har været uden Allan Gaarde. Han brækkede lægbenet for nøjagtig tre måneder siden og har derfor brugt den første del af sæsonen på genoptræning. - Det har været hårdt, men det er forløbet ok, og der har ikke været nogen negative overraskelser, fortæller Allan Gaarde, der uden at have spillet et eneste minut på reserveholdet fik 13 minutter på banen i Tippeligaen i Vikings 4-2 sejr over Lyn onsdag aften. En tiltrængt opmuntring for den lange midtbanespiller, som har brændt efter at gøre comeback hos Viking Stavanger, hvor holdkammeraterne, der blandt andre tæller de tre tidligere superligaprofiler, Nikolai Stokholm, Søren Berg og Razak Pimpong, med sejren over Lyn kun har formået at hente ni point i de første syv kampe. - Vi spillede egentlig ok i de første tre kampe, men et par nederlag på det seneste har betydet, at der lige pludselig er pres på os. Det er så utrolig tæt i Tippeligaen, så kommer man dårligt fra start, kan det blive utrolig svært at kæmpe sig tilbage til toppen, siger Allan Gaarde. Tillid fra træner Han frygter dog på nuværende tidspunkt ikke, at der venter endnu en sæson, hvor eksistensen i den bedste række skal reddes i sidste spillerunde. - Vores hold er blevet klart bedre end i sidste sæson, konstaterer den lange midtbanespiller. En anden markant ændring for Allan Gaarde og holdkammeraterne sidder på trænerbænken. Her er det den tidligere tyske topangriber Uwe Rössler, der har taget plads. - Det er jeg meget godt tilfreds med, for han har stor tillid til mig, og jeg kan se frem til at være tilbage i startopstillingen lige så snart jeg er klar. På nuværende tidspunkt er det dog svært at sige, hvornår jeg er oppe i fulde omdrejninger, for jeg har som sagt kun kunnet træne med bold i de seneste tre uger, slutter Allan Gaarde.