EMNER

Pres på tv-udbydere

Aabybros antenneforening opsiger aftale med Viasat og arbejder på løsning med Canal Digital - medlemmerne behøver ikke gøre noget

Aabybro Antennelaugs generalforsamling betød en fyldt sal på Nordjyllands MedieCenter og en opgave til bestyrelsen: Opsig aftalerne med tv-udbyderne. Foto: Erik Sahl

Aabybro Antennelaugs generalforsamling betød en fyldt sal på Nordjyllands MedieCenter og en opgave til bestyrelsen: Opsig aftalerne med tv-udbyderne. Foto: Erik Sahl

Bestyrelsen for Aabybro Antennelaug kan ikke tage den med ro oven på generalforsamlingen forleden, som hele 372 medlemmer mødte op til. Efter et turbulent år med prisstigninger på Viasat-kanaler og ændringer i en tv-pakke fra den nye udbyder Canal Digital besluttede generalforsamlingen, at antennelauget skal ud af sine aftaler med begge udbydere. - Så vi opsiger aftalen med Viasat inden udgangen af marts, fortæller Per Bach fra bestyrelsen. Han kan ikke garantere, at Viasat ikke lukker for signalet inden da. Viasat blev dømt ude, efter at selskabet hævede prisen for sine kanaler til 1200 kroner om året pr. medlem. Det inkluderer populære kanaler som TV3, TV3+ og TV3Puls. I en afstemning på internettet, som næsten halvdelen af de 2011 medlemmer af lauget deltog i, sagde et klart flertal nej til Viasat. Det fulgte generalforsamlingen, og derfor opsiges aftalen. Per Bach siger dog, at antennelauget vil tilbyde Viasat at levere sine kanaler til de medlemmer, der trods alt er villige til at betale herfor. Næste skridt er nu at se nærmere på aftalen med Canal Digital. Generalforsamlingen pålagde bestyrelsen at træde ud af aftalen hurtigst muligt, efter at selskabet har fjernet programmer som TV2 News og Zulu fra sin store tv-pakke, Family Mix. Nu skal det undersøges, om Canal Digital har misligholdt aftalen med antennelauget. Per Bach kan dog godt tvivle på det. Aftalen går nemlig på, at Canal Digital kan bruge laugets net til at levere tv til medlemmerne. Men ikke præcis hvilke kanaler, der skal tilbydes. I stedet vil lauget kunne købe sig fri af aftalen om to år, og i mellemtiden undersøges andre tv-udbyderes tilbud. - Samtidigt vil vi lægge pres på Canal Digital for at få de kanaler tilbage, som de har fjernet, siger Per Bach. En repræsentant for selskabet, Jesper Kjelgaard, sagde på generalforsamlingen, at medlemmerne kan komme ud af den store tv-pakke trods en bindingsperiode på seks måneder. I stedet har de så kun den lille tv-pakke fra antennelauget. Men hvis ikke medlemmerne foretager sig noget, vil de modtage tv som hidtil - dog uden Viasat. Til gengæld sættes prisen ned til 149 kroner om måneden pr. 1. april plus 450 kroner om året i kontingent til antennelauget. Lauget vil holde medlemmerne orienteret løbende via sin hjemmeside og Info-Kanalen.