Politik

Pres på Tyskland stiger for at åbne grænsen for dansk strøm

Den danske energibranche håber på, at afgørelse fra EU vil åbne for mere eksport af strøm til Tyskland.

I marts åbnede EU-kommisær Margrethe Vestager en formel undersøgelse af konkurrenceforholdene på det europæiske elektricitetsmarked. Den danske energibranche forventer en snarlig afgørelse, som kan styrke eksporten af strøm. (Arkivfoto)

I marts åbnede EU-kommisær Margrethe Vestager en formel undersøgelse af konkurrenceforholdene på det europæiske elektricitetsmarked. Den danske energibranche forventer en snarlig afgørelse, som kan styrke eksporten af strøm. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:I årevis er eksporten af dansk strøm blevet bremset på vejen mod Tyskland.

Det er sket i et omfang, så EU's kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, er gået ind i sagen. Og i branchen ventes en afgørelse at være tæt på. Det skriver Jyllands-Posten.

Sagen er principiel for at få skabt et indre marked i EU for energi. Håbet blandt danske aktører er, at kommissionen bruger sagen til at understrege, at EU's indre marked skal være åbent, også for strøm.

- Det svarer til, at man fra tysk side lukker for eksport af bacon eller Lego fra Danmark. Det må man jo heller ikke, siger specialkonsulent Carsten Chachah fra Dansk Energi til avisen.

- I Danmark er vi gode til at producere grøn strøm og få den udbredt. Men det kræver, at vi har et marked, der fungerer, tilføjer han.

Konkret har det tyske netselskab TenneT år for år siden 2011 stillet mindre kapacitet til rådighed på elforbindelsen mellem Jylland og Tyskland, selv om der reelt har været større kapacitet tilgængeligt.

I nogle måneder har tyskerne bremset så meget, at kun fem procent af kapaciteten har været til rådighed.

Det har ifølge Dansk Energi kostet nordiske elproducenter omkring en halv milliard kroner om året i tabt eksport.

I marts åbnede Margrethe Vestager en formel undersøgelse og udtalte, at "det er afgørende, at elforbindelserne forbliver åbne for handel over grænserne".

I EU forhandles der i disse uger om fremtidens elektricitetsmarked.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) skriver i en e-mail til Jyllands-Posten, at "Danmark støtter, at princippet for varernes frie bevægelighed også gælder for handel med elektricitet".

En talsmand for TenneT henviser i en e-mail til, at selskabet midlertidigt har tilbudt en minimumskapacitet på forbindelsen og i øvrigt afventer EU-Kommissionens afgørelse.

/ritzau/