Journalistik

Pressens onde ansigt

"Borgen 19:20 - Privatlivets fred".

Chefredaktør Laugesen på Ekspres er seriens ubetinget værste og mest djævelseke skurk. Pressens onde fjæs, ytringsfriheden "gone bad". Foto: Foto: Mike Kolöffel

Chefredaktør Laugesen på Ekspres er seriens ubetinget værste og mest djævelseke skurk. Pressens onde fjæs, ytringsfriheden "gone bad". Foto: Foto: Mike Kolöffel

"Modet til at fortsætte er det eneste, der virkelig tæller", Winston Churchill. Denne uges citat er igen en præcis dagsorden for afsnittets handling og tema. Det er endnu en af denne series store styrker: Evnen til at bearbejde filosofisk grundstof som moral, etik og almenmenneskelige konflikter på en både dramatisk, anskuelig og udfordrende måde. Det gør dramaet stærkt, bredt og engagerende for alle - og bemærk lige, at selv om det er en statsminister, der i høj grad hylder de kulturradikale bløde værdier, så er det ikke en serie, der taler ned til folk med andre meninger. Der er plusser og minusser ved alle - og selv de mest politisk korrekte humanister må slås med deres moralske dilemmaer. Selv Glistrup/Kjærsgaard-klonen Svend Åge Saltum bliver skildret som skarp og charmerende. At han så netop skal karakteriseres gennem også at være nordjyde, kan vi jo vælge at se som lidt banalt københavneri fra overforfatter Adam Prices side. I aftes var det så statsministerens valg af en privatskole, nåhr nej, et privathospital til sin egen datter midt i kampagnen for at gennemføre en sundhedsreform til fordel for det offentlige sygehusvæsen. Klokkeklart leveret: Reaktionen (hykler!) var fuldt ud lige så forståelig som Birgittes eget valg var det. Ens barn kommer først - og havde hendes reform været gennemført, så ville hun jo have valgt det offentlige system. Hendes symbolske fravalg af at bruge Philips sundhedsforsikring er sympatisk - men tomt. Hun er en af virkelighedens rige, som har råd til at skyde genvej, mens almindelige mennesker må acceptere de lange ventetider. Situationen gør hende meget sårbar - og blottelsen bliver øjeblikkelig udnyttet. Men - og her viser serien også sit kritiske ansigt - det er ikke oppositionen, der hugger til, men pressen. Og ikke bare pressen - men pressen i den ondeste skikkelse. Laugesen, seriens egentlige skurk og djævel, stikker sylen i til skæftet og har samtidig hele det selvretfærdige forsvar parat. Den iskolde udnyttelse af pressefrihedens ukrænkelighed er taget direkte ud af virkeligheden. Forbillederne er åbenlyse: Det er jo mageløst, hvad vi gennem tiderne har set på skærmen af chefredaktøransigter, som har forsvaret deres avisers brutale adfærd med de samme vendinger: Offentligheden har krav på…, den almindelige danskers talerør…, folk i betroede stillinger har et særligt ansvar…, fjerde statsmagt, offentlighedens vagthund etc. Vi nævner i flæng: Victor Andreasen, Sven Ove Gade, Hans Engell, Bent Falbert, Poul Madsen, Arne Notkin, Arne Ullum, Erik Meier Carlsen m.fl., som gennem tiden har leveret lignende forsvarstaler for deres avisers adfærd og etik. Seriens pressemiljø er i det hele taget et stykke samtidskritik, der skal åbne vores øjne for, hvor individstyret og personafhængigt, pressemagten udøves. Hvor vigtigt det er, at princippernes forvaltere har integritet og rygrad nok til at prioritere både etik og uforfærdet kritisk journalistik uanset sympatier og private holdninger. Diskret antydet i filmplakaten for "Alle præsidentens mænd" på reporter Katrine Fønsmarks køkkendør. Det er flot drama, som både vil nytte og fornøje - et blik på vores fælles verden og liv, som kan sætte virkeligheden i perspektiv og give nøgler til forståelse, som kan være svære at finde i den daglige mediemalstrøm. Det er ikke så ringe endda. Og det er det bestemt heller ikke, igen at lade Birgitte Nyborg - vores identifikationsmodel og jeg-skikkelse - vælge den tredje vej, den ikke indlysende, den helt utraditionelle, men i virkeligheden strengt logiske: Det kan da godt være, ingen har gjort det før, men denne statsminister tager altså orlov, fordi det er moralsk og menneskeligt rigtige at gøre. Sætte ambition og karriere til side for datterens skyld. Ikke som et offer, der kan efterlade livslang skyld, derfor "kun" orlov, men som det eneste logiske skridt, der er at tage. Godt set, godt tænkt. Og det mest spændende er så, hvilke konsekvenser det får for Birgitte sidenhen. Det får vi at se på søndag. Af Lars Borberg, Lars.borberg@nordjyske.dk Manuskript: Tobias Lindholm, Jeppe Gjervig Gram og Adam Price. Instruktør: Louise N.D. Friedberg. Fotograf: Magnus Jønck, DFF. Production Design: Søren Gam. Musik: Halfdan E. DR-Drama. Søndag kl. 20. Sendes også tirsdag 23.30.