Presset er enormt på danskeren i gult

LOUDENVIELLE:Tankerne kommer til at flyve rundt for den danske Tour-etter Michael Rasmussen på dagens hviledag. Holdet forsøgte sig behjertet på at lave hviledagen så nem som mulig for danskeren ved ikke at ville afholde en pressekonference, men den gik ikke. Danskeren er en omtalt herre i øjeblikket - både på grund af Tour-føringen, men også på grund af den stigende dopingskygge, der hænger hen over hovedet på ham. Derfor må holdet alligevel finde sig i at skulle åbne dørene for hele verdenspressen, og det kommer ikke til at skorte på spørgsmål. Meget af det vil endnu engang komme til at handle om doping. Det er en længerevarende føljeton omkring de advarsler, danskeren har fået både fra Anti Doping Danmark og fra UCI, og når det nu viser sig, at han ikke har været til rådighed for dopingkontrollanterne i hele 22 dage, så er det et meget langt fravær fra den danske bjergged. Derfor bliver hviledagen ikke nem for Rasmussen, der nu også må tænke yderligere over, om det han har præsteret indtil videre vil være nok til at sikre sig den samlede sejr i årets løb. Alberto Contador viste nemlig endnu engang på gårsdagens etape, at han bestemt ikke har givet op i bestræbelserne på at vinde i sin Tour de France debut, og selv feltets førende bjergrytter har altså problemer, når spanieren sætter af sted med sine små nålestiksangreb. Ikke alene har han en helt usandsynlig speed i sine ryk - han har som de klassiske bjergryttere også evnen til at gøre det igen og igen, og det må for alvor få tankerne til at rulle hurtigere rundt i hovedet på Rasmussen. Han viste lidt svaghed i går, og med tanke på, at der venter endnu en meget skrap bjergmenu på onsdagens sidste Pyrenæer-etape med en afslutning på toppen, så er det lettere bekymrende for hans samlede chancer. Contador virker nemlig uhyggeligt skarp lige nu, og han vil uden tvivl have fået moral af, at han i går var i stand til at sætte Rasmussen af - selvom det blot var kortvarigt. Samtidig synes jeg stadig, at Rabobank-mandskabet indimellem laver nogle taktiske fadæser. Jeg kunne se logikken i at sende Menchov med i udbruddet, da farlige folk som Valverde og Pereiro kørte i starten af etapen, men jeg havde svært ved at se meningen med at lade ham sidde derude så længe, når det nu var meget tydeligt, at Rabobank måtte arbejde meget hårdt på etapen. Her skulle man meget tidligere have sendt Menchov tilbage, men de gnidninger, som før har været omtalt imellem de to ryttere, har måske stadig meget på sig. Det virker i hvert fald ikke som om, Menchov er den fødte hjælperytter. Til gengæld arbejder de perfekt sammen på Discovery Channel, der stadig har flere farlige folk at spille ud som stationer for Contador, og eksempelvis kan både Leipheimer og Popovych bruges med fordel på den næstsidste stigning på onsdag i udbrud, for så at kunne hjælpe Contador frem mod Aubisque, hvis det endnu engang lykkes for ham at slå hullet. Den sidste enkeltstart er også væsentligt mere flad, så Tour de France får en spændende afslutning, men nu er der kun to mand tilbage i kampen om den samlede sejr.