Fodbold

Presset U21-landshold slår Nordirland på saksespark

Fem minutter før tid sikrede Jens Odgaard de danske talenter en 2-1-sejr over Nordirland i EM-kvalifikationen.

Jens Odgaard afgør kampen mod Nordirland på dette saksespark kort før tid.

Jens Odgaard afgør kampen mod Nordirland på dette saksespark kort før tid.

AALBORG:På en spektakulær saksesparkscoring fra Jens Odgaard tog et presset dansk U21-landshold torsdag endnu et skridt på vejen mod EM i 2021.

På hjemmebane i Aalborg vandt de danske talenter med 2-1 over Nordirland, så holdet nu har vundet de to første kampe i EM-kvalifikationsgruppen.

Odgaard var kommet på banen efter en times spil, ti minutter efter at de nordirske gæster havde udlignet til 1-1.

Heerenveen-spilleren afgjorde affæren med fem minutter tilbage, da han modtog et indlæg fra højrekanten, lagde bolden op i luften til sig selv, inden han viste akrobatik af høj klasse.

Liggende i græsset kunne den 20-årige indskifter vende sig om og se, at bolden lå inde i netmaskerne.

De danske værter bragte sig foran efter en halv time ved Borussia Mönchengladbach-backen Andreas Poulsen, der var trukket med op i feltet i forbindelse med et hjørnespark.

Bolden blev forlænget og endte hos Poulsen, der viste gode afslutningsevner, da han via overliggeren hamrede den i mål til 1-0.

Nordirlands Jake Dunwoody udlignede til 1-1 efter en lille time på et velplaceret langskud. Målmand Oliver Christensen fik fingrene på, men kunne ikke hindre bolden i at gå i mål.

Selv om danskerne på ingen måde spillede prangende, så kan landstræner Albert Capellas nu notere sig to sejre i EM-kvalifikationsgruppen, efter at holdet tidligere har slået Rumænien.

På mandag kan Capellas spillere overtage førstepladsen, hvis danskerne i et topbrag på udebane formår at slå gruppens førerhold fra Finland.

Det danske U21-landshold har deltaget ved de seneste tre EM-slutrunder. Om to år afholdes EM i Ungarn og Slovenien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst