Medievirksomhed

Pression mod DR afvises

KØBENHAVN:Kulturminister Brian Mikkelsen (K) lover at offentliggøre flere e-mails og sms’er til Danmarks Radio, hvis de findes, sagde han onsdag på et samråd i Folketinget. - Vi offentliggør selvfølgelig alt, hvad vi har liggende, sagde Brian Mikkelsen efter en opfordring fra Enhedslistens Per Clausen om offentliggørelse. Debatten om kulturministerens e-mail til Danmarks Radios bestyrelsesformand i 2003 fortsatte i Folketingssalen, hvor statsministeren forsvarede ministres ytringsfrihed og understregede, at tidligere socialdemokratiske og radikale ministre gik med deres vrede over Radioavisen direkte til redaktionen. Anders Fogh Rasussen henviste flere gange til, at chefredaktør David Trads har skrevet om, at han som tidligere indlandsredaktør på DR fik rasende personlige eller telefoniske henvendelser fra daværende socialdemokratiske og radikale ministre i forbindelse med euroafstemningen. Fogh afviste, at der var tale om pression, da kulturministeren skrev til DR-bestyrelsesformanden om regeringens utilfredshed med DR’s dækning af Irak-krigen. /ritzau/