Stor kunst

Vråudstillingen 2009

"Rød kasse, Tate" er titlen på seks værker i seks forskellige størrelser af Søren Elgaard.
Carlsberg 12. august 2009 06:00

Der er ting, der om muligt er endnu mere vendsysselske end grønlangkål. Vråudstillingen er en af dem. I år er det 67. gang, den finder sted, og den er som altid en stor fornøjelse. Der er nemlig så meget at se. Der er altid nogle fede overraskelser. Og det er muligt at følge med i de enkelte kunstneres udvikling. Det er nemlig de samme kunstnere, der går igen år efter år. Dog altid suppleret med en stribe gæsteudstillere. Det er nemlig sådan på Vråudstillingen, at man starter som hang around (altså gæst) på samme måde som i rockerklubberne. Og så bliver man efterhånden optaget i det fine selskab. Det første, man møder i år, er færøske Bardur Jakupsson. Han er kommet videre, kan man se. Her er der lagt afstand til den færøske natur, som er skubbet tilbage på paletten til fordel for mere rene, abstrakte former i endnu klarere farver. Det er bestemt klædeligt. I samme sal møder man John Olsens gigantiske værker. De er så store, at de ikke er egnet til private hjem. Heller ikke prismæssigt. I næste sal møder man en overdådig endevæg udsmykket af Søren Elgaard. Her er der seks værker, der alle hedder "Rød kasse, Tate". De er alle i forskellige formater, og umiddelbart er de ens, men motivet ændrer også karakter fra billede til billede. Det er en pudsig effekt at se dem samlet, men det er lidt synd at skille dem ad, når de sælges enkeltvis. Han har også lavet fire små gouacher, der virker som en slags ouverture til resten af hans værker. Tove Anderberg udstiller foran Elgaard. Hun viser nogle superflotte skåle og figurer så tynde, at man knap nok tør gå forbi. Bente Linnemann er som altid i topform. Hun viser som sædvanlig mest træer, men gør det med en suveræn farvebehandling. I Kunstbygningens foyer finder vi i år arkitekturen. Den plejer at stå for sig selv i Vrå Højskolens gymnastiksal. I år er den sluppet ud af den isolerede celle og står midt blandt kunsten. Det er glimrende, men som sædvanlig falder arkitekturen lidt ved siden af. I modsætning til kunsten, hvor mange af værkerne er lette at aflæse, nyde, forstå og fortolke umiddelbart, så kræver arkitekturen anderledes fordybelse. Man skal sætte sig grundigt ind i værkerne for at have en chance. I Kunstbygningens nye, tredje sal mødes man af en slående oplevelse. Her er stor kunst i mere end én forstand. Først mødes man af Erland Knudssøn Madsens gigantiske skulpturer, og efter at have sundet sig ser man på endevæggen Hjördis Hackes gigantiske malerier af sølvskeer. De er malet på hvid baggrund, og de er spækket med detaljer. Alt muligt spejler sig i det blanke sølv. Det er flot. Gerda Thune Andersen viser tre værker med titlen "Dome or die". Det er flot, patineret bronze. Meget dragende. Ligner lidt moskeer. Endelig fylder Lisa Rosenmeiers udkast til en udsmykning på et sygehus rigtig meget. I tre små sale er der raderinger af Poul Skov Sørensen, fine tegninger af Lene Rasmussen, herlige malerier af portbeslag af Bjarke Regn Svendsen og fotografier af Kirsten Klein, som endnu en gang gør simpel, dansk natur til storslået kunst. I Kunstsalen imponeres man først af Gorm Spaabæks gigantiske træsnit af alderdomshjem på den ene endevæg. På den anden hænger tre gigantiske billeder af luftballoner af Bruno Kjær, som er lige så imponerende. Henrik Haves malerier fylder det meste af en langside, og her kan man se, hvor behændigt han behandler farverne. Meget tiltrækkende og også meget mere lys og let end Jette Debois, der har fået den anden langside. Generelt imponeres man over udstillingen. Og forundres over priserne. Det er kunstnerne selv, der sælger værkerne på Vråudstillingen, og der er ikke noget galleri, der skal tjene derpå. Derfor kan man også med lethed gøre et røverkøb på udstillingen, hvis finanskrisen ikke har revet tæppet væk på kontoen til kunstindkøb. Der er også mange røde mærkater på værker, der allerede er solgt. Og for eksempel har Ny Carlsberg Fond brugt ikke mindre end 330.000 kroner på kunstkøb på udstillingen. Det borger vel også for kvaliteten. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Vråudstillingen 2009 Kunstbygningen i Vrå Til 30. august.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...