Vi plages af stort madspild

Se hvilken mad vi oftest smider ud

Hvis du også smider mad ud, er du bestemt ikke den eneste. Arkivfoto
Danmark 3. december 2013 13:38

DANMARK: Danskerne burde blive bedre til at spise op eller tilberede mindre mad til aftensmåltidet. Og det piner samvittigheden hos de danske forbrugere, at de smider en del af aftensmaden ud.

Det viser en ny repræsentativ undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer i samarbejde med forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad, hvor danskerne er blevet spurgt om madspild i husholdningen.

15 pct. af forbrugerne smider kødrester ud minimum 3-4 gange om ugen efter aftensmåltidet, mens 21 pct. af forbrugerne smider tilbehør til kød ud. Det kan være grønt, pasta, kartofler og lignende.

Dermed er aftensmåltidet topscorer i undersøgelsen for, hvornår forbrugerne hyppigst smider mad ud. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie, foodculture.dk.

- Meget tyder på, at vi på den ene side mener, at der skal være nok på bordet, fordi der ikke skal mangle noget. På den anden side sker det tit, at der er rester til overs, som man ikke får gemt. Jeg tror, at det i mange tilfælde handler om, at der er for lidt til overs til, at man synes, det er værd at gemme, siger Marianne Gregersen, forbrugerøkonom i Landbrug & Fødevarer.

Hver tredje er kede af at smide kødrester ud

Undersøgelsen siger ikke noget om, hvor store mængder der bliver smidt ud. Kun hvor ofte det sker. Dermed kan det altså være alt fra få gram til hele bøffer, der ryger i skraldespanden i de danske hjem.

Svarene viser også, at 34 pct. af danskerne er mest kede af at smide kødrester ud fra aftensmåltidet. Dermed er mange forbrugere ærgerlige over at kassere tilberedte kødrester i løbet af ugen.

Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad, er ærgerlig over, at forbrugerne ikke går mere op i små madrester.

- Det er meget dobbeltmoralsk. På den ene side er det godt, at folk er kede af at smide kød ud, men jeg ved også, at der er en stor udfordring i de små rester. En tidligere undersøgelse har dog vist at holdning fører til handling, og den nye undersøgelse viser tydeligt, at forbrugerne går op i madspild. Det er det første og vigtigste skridt på vejen, siger Selina Juul til foodculture.dk.

Savner viden på området

Hun efterlyser mere viden på området.

- Måske er mange folk bakterieforskrækkede og tror ikke, de kan bruge kødet dagen efter. Generelt mangler der viden om, hvor meget man skal købe ind, og hvordan man gemmer mad. Hertil at man ikke putter alt kød på panden på én gang. Meget tyder på, at den næste modetrend bliver at spare tid ved at lave mad til flere dage. Det vil jo være rigtig godt, for det er en helt nærliggende måde at mindske madspild, siger Selina Juul.

Se den nye madspildsanalyse på foodculture.dk.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...