Grøn og rigdom

NORDJYSKEs anmelder af kunstlitteratur, billedkunstneren Gorm Spaabæk, Dronninglund, skriver om grøn i dag - denne uges farve på avisens sommersider. Se også www. gormspaabaek.dk

De grønne højes æstetik er noget fantastisk og enestående for det danske landskab. Foto: Gorm Spaabæk
Aalborg Zoo 16. juli 2010 13:00

Tres tusind gravhøje i Danmark. Vi ser dem ikke som sten i stranden. En rigdom, så talrig og overvældende at den ikke kan ses. Og da de unge danske guldaldermalere ramte Rom i første halvdel af 1800-tallet, undrede de tilrejsende nordboer sig over, at den lokale romerske befolkning ikke ænsede templerne, det antikke og de ruiner, der var i Rom. Set gennem disse danskeres øjne var alt dette stort, vigtigt og imponerende. En logik vi omvendt møder hos den italienske kunstner, Alfio Bonanno i vor tid. Han har levet og arbejdet i Danmark og diskuteret og omformuleret de danske kæmpehøjes æstetik. Sat dem i sammenhæng med nutidig diskussion, sprog og begrebsdannelse. Disse mængder af oldtidshøje, spredt i landskabet, er i Bonannos øjne, noget enestående og fantastisk. En rigdom der ikke kan sammenlignes med noget han kender hjemmefra, i det Italien vi nordboer derimod syntes, er så rigt Lige nu står alle disse gravhøje som grønne kupler i sommeren. I rigt spekter af grønne nuancer, glinsende i nyligt overstået regn, eller morgendug. Og fra børn og den tilvandrede skal man møde den ny formulering, når man har set så meget, at man ikke mere kan se. Forstå, at al denne saftspændte grønne frodighed kan være eksotisk, altså hvis klangbund og sammenligning er et solafsvedent landskab. Dér er solen ikke en gave, men en forbandelse. Noget man beskytter sig imod. I de varme lande bygger man, så sol holdes ude. Ikke hos os, her kan man ikke få nok af al den sol. Når et stort træ skygger og bliver så stort, at det kan temperere et hus, bliver det legeplads for mænd i deres bedste alder. Efterløn og motorsav. Lidt som i Rom på Mussolinis tid, da man fræsede en paradevej tværs hen over Forum Romano. Her mente man helt åbenbart, at der var ruiner nok i Rom. Ligedan her med de store magtfulde træer. Står de i nærheden af huse, er de i livsfare. Og hvorfor har afrikanske nationer så ofte grønt i deres flag? Og deres foldboldholds dragt? Er det længslen. Længsel efter det man ikke har? Er det baggrunden for de grønne dragter, man møder på Afrikas stolte kvinder, og når deres drenge spiller bold på Afrikas røde jord. Har hørt at Afrikanerne bruger den grønne, fordi den ses som udtryk for grøde og liv. Tænk sig, at leve i en verden, hvor man tager bad i vand, har vand nok, og alt er grønt og grøde. Jeg har lært at elske mine skvalderkål. En plante, der er dedikeret, har så stærk en vilje og er indført som spise- og nytteplante, ligesom som mælkebøtte. Tilbage i en tid, hvor de livsvilkår, der dengang var, i dette frodige og grønne land, ligner dem, man ser i dag i Afrika. Og i mange år, havde jeg et grønt maleri af Eivind Karup Nielsen, som jeg måtte sætte væk. Ikke ku ha hængende, fordi alle mine billeder, på den klangbund, blev grønne. Har man så godt et billede i sin hverdag, præger det ens syn. Går under huden, erobrer ens sjæl, og som en anden Alien lever i én. For en snes år siden formulerede Mogens Otto Nielsen et kunstværk til Aalborg Zoo: Flamingo lever i Afrika af krebsdyr, og disse krebsdyr indeholder farvestoffer, der gør fuglene røde. Men når man fodrer flamingo med tilsvarende danske krebsdyr, bliver de røde dyr hvide. Derfor fodrede man flamingoer, med farvestoffer, i Aalborg zoo, så de blev røde. Mogens Otto Nielsens ide var så, at man i stedet fodrede med et andet farvestof, så Aalborg Zoologiske haves flamingoer blev grønne.... Grøn og rigdom. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...