En betjent dræbt af skud i Paris - to er såret

En betjent er dræbt af skud i Paris, mens præsidentkandidater debatterer i sidste opgør inden valg.

Massivt politiopbud ved Champs-Élysées, hvor mindst én betjent blev dræbt af skud torsdag aften. Scanpix/Thomas Samson
Paris 21. april 2017 06:42 - Opdateret 21. april 2017 08:24

PARIS: En betjent er torsdag aften dræbt af skud i Paris, mens to andre er alvorligt såret. Det skriver blandt andre nyhedsbureauet Reuters med politiet som kilde.

Tidligere forlød det, at to betjente var afgået ved døden, men ifølge det franske indenrigsministerium er der kun tale om en, skriver Reuters.

Nyhedsbureauet AP skriver på Twitter, at præsident François Hollande har indkaldt til krisemøde.

Kort efter episoden melder en politikilde om skyderi et nyt sted tæt ved Champs-Élysées. Der er kort før klokken 23 ikke yderligere oplysninger om dette.

Fransk politi betegner umiddelbart skyderiet på den berømte Paris-boulevard som en "terrorhandling".

Terrorefterforskning

Den særlige anklagemyndighed for terror oplyser, at der er indledt en efterforskning af skyderiet.

Nyhedsbureauet Reuters citerer dog også tre anonyme politikilder for oplysningen om, at der kan have været tale om et forsøg på væbnet røveri.

En talsmand for det franske indenrigsministerium siger ifølge Reuters også, at det er for tidligt at spekulere i motivet.

Politiforbundet i Paris skriver på Twitter, at den første dræbte betjent blev skudt, da han holdt for rødt lys i en bil.

Skyderiet finder sted kun tre dage inden første runde af det franske præsidentvalg søndag. Og det sker, netop samtidig med at kandidaterne sidder i sidste tv-debat inden valget. Politiet kom under beskydning på en af Paris’ kendte boulevarder, Champs-Élysées. Indbyggere og besøgende i Paris opfordres til at undgå området torsdag aften.

Skød med maskingevær

En mand steg ud af en bil og begyndte at skyde med et kalasjnikov-gevær, oplyser et øjenvidne ved Champs-Élysées.

Der var mindst to gerningsmænd bag skyderiet, oplyser politiet ifølge Reuters.

Den ene af dem er blevet dræbt, og fransk politi har efterfølgende ransaget den dræbte gerningsmands hjem i det østlige Paris.

Politiet har udsendt arrestordre på den anden formodede gerningsmand. Han er ankommet til Paris med tog fra Belgien, siger en politikilde til Reuters.

Han var kendt af de franske sikkerhedstjenester, oplyser en politikilde.

Politiet har afspærret gerningsstedet i det centrale Paris. Politiets helikoptere flyver lavt hen over de centrale dele af den franske hovedstad, rapporterede Reuters tidligere.

Fransk politi er i forvejen i forhøjet beredskab forud for præsidentvalget.

Højt alarmberedskab

Tirsdag oplyste franske myndigheder, at to mænd på 23 og 29 år var blevet anholdt i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig på mistanke om, at de planlagde et voldeligt angreb forud for præsidentvalget.

Alarmberedskabet har længe været højt i Frankrig. Landet har været mål for en række blodige massakrer i de seneste to år, hvor over 230 mennesker er blevet dræbt, og mange er blevet hårdt såret.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at skyderiet i Paris umiddelbart ligner et terrorangreb.

- Hvad kan man sige? Det stopper bare aldrig, siger Trump, der holdt pressekonference i Washington samtidig med, at nyheden om skyderiet i Paris tikkede ind.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...