Krimi handler om Stenum

Lotte Dalgaard arbejder til dagligt som freelancejournalist, og hun tager gerne en weekend med familien eller en veninde på Thorupgaard Bondegårdsferie i Stenum. Foto: Britt Lindemann
Brønderslev og omegn 5. maj 2015 21:09

Kriminalreporter Line Lyng bor på Thorupgaard i Stenum og arbejder sammen med en fotograf fra Brønderslev, mens hun dækker et drab for sin avis i den nye krimi ”Det svageste led.”

Fredag 8. maj gæster forfatteren Lotte Dalgaard, Kulturhus Stenum, hvor Thorupgaards nye lokalbryggede øl samtidig lanceres. Og her vil være mulighed for at købe bogen til specialpris, inden den kommer ud i handelen.

Stenum er et af omdrejningspunkterne i Lotte Dalgaards nye krimi, der er nummer to i en planlagt serie om journalisten Line Lyng. Den første, ”Tvillingesagen,” fra sidste år fik gode anmeldelser og udkom i andet oplag i november.

- Jeg har selv været gæst på Thorupgaard Bondegårdsferie i Stenum med familie og veninder flere gange, og det har været sjovt at lade min hovedperson bo der, mens hun er på arbejde for sin avis. Jeg kan rigtig godt lide at komme herop og slappe af, siger Lotte Dalgaard, 48, der bor i Nordsjælland med sine to børn på 10 og 20 år.

I ”Tvillingesagen” dækker 37-årige Line Lyng sagen om et par 13-årige tvillingesøstre, der forsvinder en aften på vej hjem fra deres fritidsklub. Hun kommer tæt på moren, som slides op af sorg, angst og håb. For hvad er værst – at miste sit barn eller at leve i uvished om hvad, der er sket med det? Privat bor Line Lyng sammen med kæresten Jonas, som er alkoholiker, og hun har sønnen Mikkel på 10 år.

I ”Det svageste led” møder vi Line knap fire år efter. Denne gang bliver en teenagepige skudt i Nordsjælland, men snart følger flere drab over hele landet, blandt andet i Løkken, og morderen har brugt det samme våben. Jonas har været i alkoholbehandling, men de gamle mønstre er ikke nemme at slippe, og 41-årige Line må omsider opgive drømmen om et harmonisk familieliv.

- Mine bøger blander krimigenren med en kvindes udviklingshistorie, og det har været vigtigt for mig at opfinde en hovedperson, der ligner mange af os andre, fortæller Lotte Dalgaard.

- Line er engageret i sit arbejde, men hun prioriterer samtidig familien højt, og hun kæmper med vægten, med kærestens alkoholproblemer og med at være en god mor. Jeg tror, mange kvinder kan genkende hende i sig selv, siger Lotte Dalgaard, der dog også har fået begejstrede tilbagemeldinger fra mandlige læsere.

Billetter til krimi- og ølsmagnings-arrangementet kan købes på www.tbferie.dk

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...