Den oversete tegner

"Tegninger fra Magasinet - Axel Nygaard. Det danske paradis"

Grundlovsmøde i den danske skov. Forsiden af Politikens Magasin i juni 1932
Danmark 5. marts 2009 05:00

Det er vemodigt, at en kunstner, der engang fyldte så meget, som Axel Nygaard gjorde i sin samtid, kan blive så glemt. Nygaard er sammen med Hallmann og Valdemar Andersen den mur, de unge løver Sikker Hansen, Ib Andersen og Ungerman måtte over og forbi på Politikens Magasin. Noget hverken de unge eller Nygaard blev dårligere af. I næsten 40 år, fra 1914, trykte man i Politiken, hver eneste dag en ”dag til dag” tegning af Nygaard. En lille vignet, der gav billede til dagens vejrudsigt. Altid let, luftig og altid forskellig. En tegner som Piet Hein, der i dag er mere kendt end Axel Nygaard, er så tæt på Nygaards streg, at det er svært at se, hvad Hein tilfører. Utallige var Nygaards billeder til Politikens magasin. En helt ny kunstform, hvor kunstnere, i tæt samarbejde med avisens trykkere, skabte masseproducerede farvestrålende billeder, der kun havde deres eksistens i avisen. Farvemættede kunstværker, der samvirkede med tekst. Nygaards forside til Politiken 5. maj 1945, med flyvende Dannebrogsflag, er også i den sammenhæng en klassiker. Nygaards tidligt trykte ting, inden Politiken, er helt anderledes. Her møder man en skarp satirisk tegner, og gennem livet udfører han mængder af banebrydende plakater. Han er også en nøglefigur i dansk plakats guldalder, og brugsdesign, bogillustration og bogforsider. Forlaget Bogfabrikken har gjort det til sin ambition at optrykke og formidle en række af kunstnerne fra Politikens Magasin. Tidligere har man bl.a. udgivet bøger om Arne Ungermann og Sikker Hansen. Bogen om Nygaard er ikke ramt af de uskarpheder i reproduktionsarbejdet, man så i føromtalte bøger. Og selvom denne bogs afbildninger ikke kan nå den farvestrålende intensitet og stoflighed, man kunne opleve i avisens originale tryk, står Nygaards værker sarte, lette og luftige på papiret. En smuk bog om en urimeligt overset kunstner. Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk "Tegninger fra Magasinet: Axel Nygaard. Det danske paradis" Tekster af Søren Vinterberg og Axel Nygaards barnebarn Lars Rømer- Nygaard 160 sider, 298 kroner. Bogfabrikken.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...