Mordbrand: 5-7 personer stak af - en havde ild i tøjet

Der var flere mænd bag mordbranden i Aalborg - politiet efterlyser vidner

Jesper Ramsing
Foto: Jan Pedersen
Aalborg 11. januar 2017 11:21 - Opdateret 31. januar 2017 11:34

AALBORG: Det var en gruppe på fem til syv personer, der satte ild til et hus på Heimdalsgade i Aalborg, hvor to personer brændte inde. Det oplyser politikommissær Sune Myrup, Nordjyllands Politi.

Flere vidner så gruppen af mænd løbe fra gerningsstedet kort efter branden brød ud kort før klokken 21 tirsdag aften.

- Vidner har efter branden set denne gruppering løbe ad Heimdalsgade og ved Heimdalsgade ud for nr. 4 lagde en af gerningsmændene sig på jorden, idet han selv var antændt fra underlivet og ned. Her fik han hjælp af de øvrige gerningsmænd, der med deres hænder forsøgte at slukke ilden, ligesom et vidne hjalp gerningsmanden ved at slukke ilden med vand. Herefter løb gerningsmændene videre til Nørre Tranders Vej, hvorfra de ad et stisystem løb ned til parkeringspladsen ved Vejgaard bibliotek. Her har et vidne set, at gerningsmændene kørte væk i to mørke personbiler, hvoraf den ene muligvis er en Honda Accord, oplyser politikommissær Sune Myrup.

Brandbare væsker

Politiet går ud fra, at der er brugt brandbare væske til at starte branden. Dels fordi branden udviklede sig eksplosionsagtig, og dels fordi en af gerningsmændene selv brød i brand, fortæller Sune Myrup.

Jesper Ramsing Foto: Jan Pedersen

- Derfor efterlyser vi også vidner, der i går (tirsdag, red.) på tankstationer i Aalborg området, har set personer købe benzin i dunke eller på flasker. Herudover efterlyser vi vidner, der har kendskab til personer, der har brandskader på hænder eller ben.

Motiv ukendt

De to dræbte er en mand og en kvinde, men politiet har endnu ikke identificeret ofrene. Dog har politiet en formodning om, hvem den ene af ofrene kan være, oplyser Sune Myrup.

Derfor kan politiet heller ikke sige noget om motivet til mordbranden, men det er en meget voldsom forbrydelse, hvor flere personer målrettet har antændt ild med brandbare væsker.

- Derfor ligger der helt sikkert noget bag, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om motivet, siger han.

Hus var måske bordel

Der er forlydende om, at det udbrændte hus på Heimdalsgade fungerer som et bordel, og de oplysninger indgår også i efterforskningen, oplyser Sune Myrup.

- Vi har oplysninger der tyder på, at der har været bordeldrift fra adressen. Og det er selvfølgelig også noget, der indgår i vores efterforskning, siger han.

De to dræbte bliver obduceret onsdag, og her skal den præcise dødsårsag blandt andet klarlægges.

- Men vi formoder, at det er branden, der er dødsårsagen, siger politikommissæren.

Søger flere vidner

Politiet vil meget gerne høre fra flere vidner, der kan have set noget i forbindelse med mordbranden.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der i går aftes omkring kl. 20.30-21 har set 5-7 personer iført mørkt tøj, der har bevæget sig i området omkring Hadsundvej, Nørre Tranders Vej, Odinsvej og Heimdalsgade. Vi formoder, at gerningsmændene er gået fra parkeringspladsen ved Vejgaard bibliotek og herfra ad Hadsundvej eller Nørre Tranders vej frem til Heimdalsgade 1, oplyser Sune Myrup.

Har man oplysninger, kan man henvende sig til politiet på telefon 114.

Tema: MORDBRAND I VEJGAARD

Vis flere

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...