Tak til Jensen

Portræt af Knud W. Jensen. Foto fra bogen.
Louisiana 1. september 2008 06:00

bog Pernille Stensgaard: "Da Louisiana stjal billedet" # # # # # ¤ Knud Jensen byggede Louisiana op fra grunden. Hans person er udtrykt i det hus: en handlekraft, en eksperimenterende praksis og nysgerrighed der var og er indholdet i det hus. Hverken Jensen eller andre i hans stab var kunsthistorikere. Louisiana var tænkt som et opgør med de kunsthistoriske kunstmuseer. Han gjorde hvad han ville og betalte det selv, og åbnede helt nye måder at se, både kunst og kunstformidling i Danmark. Et af de vigtigste paradigmeskift var at vise kunst fra tredjeverdenslande. Her væltede man vaneforestillinger om, at kunst var et nyere Europæisk fænomen. På det tidspunkt, en 50 år gammel diskussion i det billedkunstneriske miljø, og noget Picasso og hans kreds allerede diskuterede i 1908. Men i 50'ernes Danmark var det at se såkaldte primitive kulturers frembringelser som kunst, stadigt kontroversielt, og en ny måde at se verden på. Man var i en tid, da det stadig var i mands minde at tale om undermennesker, og om at gasse mennesker. På den baggrund var det radikalt at fastholde, at kulturens kilder også var Irak, Mexico, Peru, islamisk kunst, Afrika og Kina. På den måde at fastslå, at der også udefra kom fuldt konkurrence dygtig kunst, er en af Louisiana-Jensens største bedrifter. Med hensyn til samtidskunst forkastede Knud Jensen på lignende vis forældede tankesæt og skabte adgang til de dagsordener, der blev diskuteret i den store verden. Man var med da grundlaget for det moderne ide og kommunikationssamfund blev formuleret. Han hentede idekunst, Warhol, Tinguely, Long og Beuys. Alt sammen noget, der var besværligt, umuligt og noget der gav knubs. Og noget der kun kunne ske, fordi Jensen skaffede pengene selv. Ikke altid, men hvert år viste man noget, der var forkert. Eksempelvis Outsiderkunst hvor Laiers skulpturer fra Hjallerup blev vist. Og på anbefaling af Albert Mertz købte man Yves Kleins triptykon allerede i 1960 og med købet af Nam June Paiks videoinstallation, er Louisiana det første kunstmuseum i verden, der køber et video værk. Rækken af banebrydende ting er uendelig. I 50'erne, ved museets start, var profilen lagt i klassisk dansk modernisme. Alt af høj og velovervejet kvalitet, såsom Larsens Stevns, Aksel Jørgensen, Scharff, Høst og Lundstrøm, men da Knud Jensen ser Dokumenta II i 1959, forkastes det grundlag, og der satses på den nyeste begrebsdiskussion. Med Tabernakeludstillingen i januar 1970 som et af de mest berømte højdepunkter. Man skulle ikke tale ned til folk og give dem noget, de kendte i forvejen. Det handlede ikke om at kunne lide. Det handlede om tilgængelighed og at kultur skulle indgå som en hverdagsting i menneskers liv. Og Jensen var som en anden Picasso. Et menneske der helt op i alderdommen blev ved med at forske, undersøge og diskutere den dagsorden, der altid skifter. Picasso holdt ved og var med og slipper først sit tag i sin tids diskussion, da han er en gammel mand, omkring 1960. Og det er ikke en skam, først at miste sit touch i virkeligheden, når man er omkring de 80. På samme måde var Jensen oppe på beatet meget, meget længe. Og vi er generationer, der er præget af den indsats Jensen gjorde. Han skabte adgang til en masse kvalificeret diskuterende viden, som de kunsthistoriske kunstmuseer heller ikke dengang var i stand til at samle op, og formidle. Derfor blev Louisiana som dynamisk nyskabende kraft kvalt i sin egen succes. Når et besøgstal på 460.000 mennesker om året ikke mere er nok til at drive Louisiana, binder det museet til en fortløbende produktion af populære kioskbaskere. Og der knækker filmen desværre. Problemstillingen er, om man skal lave udstillinger for en lille snæver fagkreds, eller for de mange. Og med ansvaret for hundredvis af arbejdspladser, er valget let. Den måde Jensen balancerede mellem det underholdende, populære og den besværlige, fremadrettede og nyformulerende diskussion, var i mange år forbilledlig. Det er bemærkelsesværdigt, at den unge Jensen i ekstrem grad formidlede for en lille snæver fagkreds. Det var særdeles elitært, det han stillede op med. Men han blev ved, troede på sit, og sørgede for, at det nye stof blev tilgængeligt. Og det han formidlede blev så langt ad vejen til konsensus. Det skal man ikke tro var let, og noget de kun kunne gøres, fordi han selv skaffede pengene. Siden blev svenske Lars Nittve ansat som afløser, og han forsøgte at bevare ved at forandre, og det mislykkedes. Nittve gjorde præcis det samme som Jensen havde gjort, da han kom hjem fra Dokumenta II: At gøre den nyformulerende diskussion tilgængelig. Og Nittve skabte et forum, hvor unge danske kunstnere kunne lægge deres udviklings arbejde frem og måle sig og samarbejde med lignende ildsjæle i udlandet. Besøgstallene fald drastisk. Louisianas stamkunder var blevet ældre og revolterede imod at noget skulle være svært tilgængeligt. Man havde ligesom sin forståelsesramme på plads, og behøvede ikke en ny. Og det på trods af at Nittve ikke var nær så yderliggående som Jensen var i 60'erne. Eksempelvis inviterede Jensen en 22-årig dansk billedkunstner ind på museet. En kunstner, der på det tidspunkt var mest kendt for at have fået et kunstværk bortcensureret, fordi han kaldte et navngivet medlem af det danske kongehus for en opretstående lort. Og i forbindelse med udstillingen på museet, kaldte Louisiana for Jødeskolen. Den slags mangel på takt og provokerende mangel på situationsfornemmelse så Jensen lige igennem og fokuserede på talent og den levende undersøgelse. Og her så Jensen rigtigt igen, talent havde Bjørn Nørgaard jo. Og som jeg læser bogen var alle så glade, da Nittve blev headhuntet til at starte det nybyggede Tate Gallery i London, hvor han på grundlag af de erfaringer han havde med fra Humlebæk, i stedet skabte udviklingen i London. Og den eksplosion af ungt talent, som man så i dansk billedkunst i 90'erne, tog Nittve med ud i verden, hvor de unge danske kunstnere skabte udvikling. I Danmark var der ikke nogen platform, hvor udviklingen kunne ske for kunstnere som Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Simone Aaberg Kern, Michael Elmgreen og Ingmar Dragset, Henrik Olesen, Peter Land, N55, Superflex og så videre. Louisiana blev til gengæld at sammenligne med Ny Carlsbergs Glyptotek: Et sted der lige som Louisiana var tænkt og iværksat af en mand, der skabte udvikling i sin tid. Et sted der skabte adgang og åbnede uvurderlige muligheder for tilegnelse af viden. Et sted der trods sin umådelige betydning og sine store kvaliteter ikke mere er en dynamisk nyskabende kraft. Ikke noget sted, hvor besværlige, kompetente mennesker formulerer alle de uventede, fremadrettede og forkerte ting. Ikke noget sted, hvor der gives rum til de unge umulige og talentfulde mennesker, der skal åbne de diskussioner, der kan bringe vort samfund videre. Hvor vi dog mangler en mand som Jensen. En mand med ressourcer, mod og vilje til at tænke fremadrettet og udviklende, i stedet for at tænke historisk, bagudrettet og cementerede. Pernille Steensgaard har skrevet en indholdsmættet og meget velskreven bog om Louisianas historie. Hvor har vi meget at takke Jensen for . Gorm Spaabæk kultur@nordjyske.dk Pernille Stensgaard: "Da Louisiana stjal billedet" 400 sider, 349 kroner. Gyldendal.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...